Seks års fængsel til Bjørn Stiedl

Østre Landsret idømmer selskabstømmeren Bjørn Stiedl seks års fængsel. Dermed får han et års rabat i forhold til dommen ved Københavns Byret fra 1999

Selskabstømmeren Bjørn Stiedl er i Østre Landsret blevet idømt seks års fængsel for at have unddraget statskassen godt og vel 300 millioner kroner.

Dermed får han et års rabat i forhold til dommen ved Københavns Byret fra 1999. Ifølge dommeren anser Østre Landsret en straf på syv års fængsel for passende, men straffen nedsættes med et år på grund af, at Stiedl også er dømt i Storbritannien.

Ud over fængselsstraffen konfiskeres 68 millioner kroner hos Bjørn Stiedl, der også mister retten til at stifte og lede selskaber.

Landsretten finder, at svindlen er foregået på en sådan måde, at den karakteriseres som "industrialiseret".

Sagen mod Bjørn Stiedl er den mest omfattende af de hidtidige selskabstømmersager i Danmark.

Landsretten afviser kritikken af, at det har taget næsten 10 år at behandle sagen. Det er Stiedls egen skyld, fordi han skulle have afsluttet straffesagen i Storbritannien, før landsretten kunne afsige dom.

Bjørn Stiedls forsvarer, Ebbe Mogensen, oplyser, at hans klient ikke kan acceptere dommen, og at han har bedt om "omgående indbringelse" af sagen for Procesbevillingsnævnet for at få den for Højesteret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere