Gerningsmand overlevede massakre

Den amerikanske major Malik Nidal Hasan overlevede skyderiet på Fort Hood, hvor han dræbte 11 personer og sårede 31. Han handlede alene, oplyser en talsmand for myndighederne

Trods tidligere meldinger om det modsatte overlevede major Malik Nidal Hasan massakren på en militærbase i Texas.

Malik Nidal Hasan, som med to håndvåben dræbte 11 personer og sårede 31 andre, er nu i myndighedernes varetægt, oplyser en talsmand for Fort Hood-basen.

- Han er ikke død, men såret og i en stabil tilstand, siger generalløjtnant Bob Cone på en pressekonference.

Det giver håb om, at motivet til skyderiet kan blive opklaret. Det kan ikke mindst lindre smerten hos de pårørende til de 10 soldater og enlige politimand, som mistede livet i blodbadet.

Der spekuleres i, at den 39-årige major gik amok, fordi han stod foran en snarlig udsendelse til Irak. Han var gennem sit arbejde som militærpsykiater kommet til at hade krigen og dens konsekvenser, fortæller Nader Hasan, som er fætter til gerningsmanden:

- Han havde hyret en advokat til at prøve at få løst problemerne. Han ville tilbagebetale staten for at blive frigjort fra sin kontrakt med militæret, siger fætteren til Fox News.

Mobbet på basen
Nader Hasan fortæller, at Malik Nidal Hasan er født og opvokset som muslim. Han meldte sig til hæren mod familiens ønske.

- Efter den 11. september blev han mobbet af de andre soldater. Det tog hårdt på ham. Vi er alle i chok og kan ikke forstå det her, siger Nader Hasan.

- Han var ikke typen, der nød at gå ud på skydebanen. Han var ikke en fyr med sådan en tankegang, siger Nader Hasan.

Samtidig oplyser generalløjtnant Bob Cone, at Malik Nidal Hasan handlede alene. De første meldinger pegede ellers på, at tre mænd udførte skyderiet i fællesskab.

Malik Nidal Hasan blev forfremmet til major i maj. Han har modtaget træning på militærhospitalet Walter Reed Army Medical Center i Washington og var nu tilknyttet Darnall Army Medical Center på Fort Hood.

Obama: Afskyeligt
USA’s præsident Barack Obama kalder massakren for en 'afskyelig voldshandling’.

- Der er svært nok, at soldater falder ved fronten, men det er ganske forfærdeligt, at de skal miste livet på en militærbase på amerikansk jord, lød det fra den rystede præsident.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, har sendt et hold agenter til Fort Hood for at hjælpe med efterforskningen, oplyser en talsmand for FBI i San Antonio.

Fort Hood ligger ved byen Killeen nord for Austin og er hjem for knap 5000 officerer og 45.000 soldater i aktiv tjeneste. Desuden er knap 9000 civile ansat på basen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere