HOK: Tavshedspligt ikke overtrådt i jægerbog

Internt dokument til Forsvarskommandoen kan komme Thomas Rathsack til gode i en eventuel retssag

Thomas Rathsack overtrådte ikke sin tavshedspligt i Jægerbogen. (Foto: Jakob Jørgensen)
Thomas Rathsack overtrådte ikke sin tavshedspligt i Jægerbogen. (Foto: Jakob Jørgensen)

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har i sin omstridte jægerbog ikke videregivet oplysninger, der overtræder hans tavshedspligt. Det vurderede Hærens Operative Kommando (HOK) i et opsigtsvækkende internt dokument 10. september til Forsvarskommandoen - dagen efter at Forsvarsministeriet og forsvarsledelsen fik kendskab til bogen.

Det skriver Politiken torsdag.

Ingen anbefaling af retslige skridt
HOK skriver, at Thomas Rathsack kun har overtrådt sin tavshedspligt 'i forhold til den sikkerhedsbriefing, han har modtaget ved tiltrædelse i Jægerkorpset'. Overtrædelsen gælder ikke i forhold til bogens indhold.

'Der er dog ikke særlige enkeltpassagerer eller faktuelle oplysninger i bogen, der overtræder tavshedspligten', fremhæves det i dokumentet, skriver Politiken.

Ifølge dokumentet er HOK kun usikker på, om Rathsacks beskrivelse i bogen af en britisk øvelse kan være en overtrædelse af tavshedspligten. Der er derfor ingen anbefaling af hverken tjenstlige eller retslige skridt over for Thomas Rathsack i det interne dokument.

Alligevel valgte Forsvarskommandoen at se bort fra HOK's vurdering.

Styrker Rathsack
HOK's interne dokument styrker Thomas Rathsack i en eventuel kommende retssag. Hans advokat Gunnar Homann ønsker dog ikke at kommentere de nye oplysninger.

I forhold til Rathsacks afskedigelsessag i forsvaret vurderer Rathsacks fagforeningsformand, Jesper K. Hansen fra Centralforeningen af Stampersonel, at dokumentet gavner den tidligere jægersoldat.

- Det glæder mig, at det kan stille Thomas Rathsack bedre i den afskedigelsessag, der kører. HOK's holdning må understøtte hans sag, siger Jesper K. Hansen til Politiken.



Jægerbogen - en boomerang mod forsvaret

Slutningen af 2008

Thomas Rathsack orienterer Jægerkorpsets sekretariat om, at han vil skrive bogen ’JÆGER’. I de følgende måneder har han flere gange skriftlig kontakt med forsvaret om sagen.

9. september

Under et interview med Jyllands-Posten går det op for forsvarsminister Søren Gade, at bogen måske indeholder følsomme oplysninger. Ministeriet forlanger straks t få bogen fra forlaget.

11. september

Ved et tre timer langt møde med forlaget forlanger Forsvarskommandoen flere passager fjernet fra bogen

14. september

Nu kræver Forsvaret, at bogen helt skal stoppes. Forlaget afviser kravet. Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen sender om aftenen pr. ordonnans personlige breve til flere chef-redaktører og beder dem stoppe med at referere bogen. Forsvaret begærer fogedforbud.

16. september

Politiken trykker bogen i et særtillæg. Forsvaret melder Politiken til politiet.

21. september

Fogedretten afviser at stoppe bogen.

22. september

Forsvarets Auditørkorps sigter Thomas Rathsack for brud på tavshedspligt og videregivelse af militære hemmeligheder. Straframmen går op til 12 års fængsel.

24. september

Forsvarsminister Søren Gade meddeler, at bogen er ude på arabisk på internettet. I løbet af få timer vender sagen sig til en boomerang mod forsvaret. Et Word-dokument med den ’arabiske’ jæger-bog, sendt til blandt andet BT, viser sig at være oprettet på en computer i Forsvarskommandoen.

28. september

Politiken og forlaget People’s Press indgår et hemmeligt forlig. Kilder i branchen vurderer, at Politken skal betale mindst 500.000 kr. i erstatning for krænkelse af ophavsretten.

I dag

Forsvarsminister Søren Gade skal orientere forsvarsordførerne om lækagen i Forsvarskommandoen. Kilder siger til Ekstra Bladet, at ’den arabiske oversættelse’ var sat i værk af folk i Gades eget ministerium.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere