Kommandør nægter sig skyldig i Jæger-sagen

Jesper Britze, der er bortvist fra Forsvarskommandoen, afviser anklage om 'grov pligtforsømmelse'

Kommandør Jesper Britze fra Forsvarskommandoen, der er bortvist og sigtet for at have konstrueret en 'falsk' arabisk oversættelsen af bogen 'Jæger - i krig med eliten', nægter sig nu skyldig i anklagen om 'grov pligtforsømmelse' og nægter at have fremstillet den arabiske bog med henblik på at narre forsvaret og andre til at tro, at bogen faktisk fandtes på nettet, skriver bt.dk.

Det oplyser advokat Torben Koch, der netop har meddelt Forsvarets Auditørkorps - den myndighed, der efterforsker sagen - at der efter advokatens opfattelse ikke er grundlag for en straffesag. Jesper Britze har forklaret, at han aldrig har sagt til sine chefer i forsvaret, at han havde fundet bogen på nettet - der er i stedet tale om en beklagelig misforståelse.

Ville ikke narre nogen
- Britze nægter sig skyldig i den sigtelse om grov pligtforsømmelse, der er rejst. Sådan som jeg juridisk vurderer sagen og de oplysninger, der er kommet frem indtil nu, er der intet belæg for at påstå, at Britze skulle have lavet en falsk oversættelse for at narre nogen, siger advokat Torben Koch.

LÆS OGSÅ:
Militære topfolk sigtet i bogsag
Tim Sloth får ny drømmetjans

Jesper Britze har forklaret efterforskere fra Forsvarets Auditørkorps, at han - efter ønske fra en oberst i Forsvarskommandoen - gik på 'jagt' på internettet efter en arabisk udgave af jæger-bogen, men uden i første omgang kunne finde den.

Oversatte med Google
For at kunne lede efter bogen på arabisk, kørte han hele den danske udgave af bogen gennem Google-programmet 'translate' og brugte de arabiske bogstaver til at lede videre på nettet.

Onsdag den 23. september - dagen før sagen eksploderede i medierne, fordi forsvarsminister Søren Gade (V) orienterede pressen om den 'arabiske oversættelse' - trådte kommandør Jesper Britze ind på kontoret hos sin kollega, oberst Morten Danielsson, der er chef for ledelsessekretariatet i Forsvarskommandoen, og havde bedt Britze lede efter den 'arabiske' jægerbog. Ifølge Britzes forklaring talte Morten Danielsson i telefon og var derfor ikke fuldt opmærksom - Britze lagde dele af den arabiske tekst på hans bord og sagde, at det var det materiale, han "brugte til videre søgninger:

- Jesper Britze siger til Danielsson, at han ikke kan finde oversættelsen, men hvis han fandt den, ville den se sådan ud - hvorpå han giver Danielsson nogle få sider af Google-oversættelsen, siger advokat Torben Koch:

- Britze har forklaret, at han aldrig til oberst Morten Danielsson eller andre har påstået, at han havde fundet hele den arabiske jægerbog. Desværre blev det opfattet sådan - og derefter rullede sagen, siger advokat Torben Koch.

Gik videre til ledelsen
Efter Britzes besøg, gik oberst Morten Danielsson videre til forsvarets ledelse med beskeden: Vi har fundet en arabisk udgave af jægerbogen på nettet.

Torben Koch siger, at det er 'problematisk', at Jesper Britze ikke, da det stod klart at forsvarets ledelse troede at Britze havde fundet den fuldstændige arabiske jægerbog på nettet, forklarede forsvarschefen den rette sammenhæng:

- Det er min opfattelse, at der kan være grundlag for en disciplinærsag, for det er oplagt, at Britze skulle have forklaret, hvordan tingene rettelig hang sammen - men ligeså oplagt er det, at der ikke er grundlag for en straffesag om pligtforsømmelse, fordi Jesper Britze aldrig har lavet eller haft til hensigt at lave en falsk oversættelse, siger Torben Koch.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere