Afpresningsoffer udleverede sin Jeep

34-årig mand idømt et års fængsel for at afpresse sin ven, som blev truet med, at fiktive bøller var efter ham

Et offer for afpresning udleverede sin Jeep og endda penge til at reparere den for til en mand, der fremstod som hans ven og beskytter, men som selv viste sig at være afpresseren.

Forbrydelsen kostede onsdag den 34-årige Jimmi Sigsgaard et års fængsel ved Retten i Nykøbing Falster. Han tilstod og modtog dommen.

Hans løgn gik ud på, at nogle "ubehagelige typer" var ude efter vennens ejendele, og at han gerne ville være mellemmand. Han viste den anden nogle falske sms'er fra de fiktive bøller og fik på den måde vennen til også at udlevere en motorbør, en trailer, en gravemaskine og en cykel til sig.

Da offeret til sidst meldte fra og ville gå politiet, fik han at vide, at det var en dårlig idé ud fra vennens kendskab til bøllerne. Deri lå der en trussel, mente retten.

Retten afslog at sende den dømte direkte i fængsel, hvilket blev kæret til landsretten af anklager Jeanette Wincentz Andersen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere