Dansk passagerfly fik motorstop

Flyet med 130 passagerer og en besætning på fem var i kun 800 meters højde, da motoren pludselig satte ud - ingen kom til skade

Et Boeing 737-fly fra Cimber Sterling blev uden varsel ramt af stop på den ene af de to motorer kort før landing i den italienske by Firenze den 13. juni.

Det fremgår af en havarirapport, som er offentliggjort i dag.

- En ganske alvorlig situation, ingen tvvl om det, siger Cimber Sterlings flyvechef Peter Christian Jensen til DR Nyheder.

Flyet med 130 passagerer og en besætning på fem var i kun 800 meters højde, da motoren pludselig satte ud.

Piloterne afbrød landingen, fik motoren i gang igen og landede sikkert.

Den italienske havaikommission afdækker nu, at det var en luftventil inde i motoren, som kortvarigt satte sig fast i åben position. En fejl som ikke efterfølgende kan ses på ventilen.

Cimber Sterling har haft et lignende motorstop tidligere. Det skete for et fly som kørte på en rullevej på jorden.

Motorstoppet blev indrapporteret, og hele flyflåden blev undersøgt, uden at man opdagede nogen fejl, fortæller selskabets flyvechef.

Nu har den italienske havarikommission af flyfabrikanten Boeing fået oplyst, at man har mistanke om, at noget lignende er sket i alt fem gange siden flytypen blev introduceret.

Havarikommissionen anbefaler, at fejlkilden bliver skrevet ind i flyselskabernes nødprocedure, og stiller sig ellers tilfreds med, at motorfabrikanten arbejder på at finde en permanent løsning på det lumske ventilproblem.

- Men italienerne var tæt på at udstede et flyveforbud til alle 737'ere, siger Cimber Sterlings flyvechef Peter Christian Jensen.



Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere