Autonome bankede nazist i Greve

En 24-årig mand fik i går et lag tæsk, da han var på vej til at fejre Hitlers fødselsdag på nazi-borgen i Greve

På billedet, der stammer fra en nazi-demonstration i Orlando, USA, i 2006, var der flere venstreorienterede, der gerne ville have fingrene i en nazist. (Foto: AP)
På billedet, der stammer fra en nazi-demonstration i Orlando, USA, i 2006, var der flere venstreorienterede, der gerne ville have fingrene i en nazist. (Foto: AP)

Det er i dag 120 år siden, at Nazi-Tysklands fører Adolf Hitler kom til verden.

Det skulle danske nazister naturligvis fejre i deres højborg i Greve i går aftes, men for en enkelt gæst sluttede festivitasen, inden den overhovedet kom i gang.

- En 24-årig mand fra Hvidovre bliver på Hundige Station stoppet af fire mænd, der beskrives som 'autonome'. De spørger ham: 'Er du nazist?'. Han svarer angiveligt 'ja', for de fire mænd, der er maskerede, tæsker ham på stedet, siger Carsten Andersen, presseansvarlig fra Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Slået med flaske
Istedet for at spise fødselsdagslagkage med den danske nazileder Jonni Hansen og andre højreorienterede, måtte han i stedet på skadestuen.

- Han har fået et sår på kindbenet, men der er ikke sket noget alvorligt, selv om han er blevet slået med både en flaske i hovedet og har fået adskillige knytnæveslag. Vi har ikke nogen spor af gerningsmændene, men vil forsøge at se på videoovervågningskameraer fra togstationerne, siger Carsten Andersen.

Adolf Hitler, der havde millionvis af dræbte jøder på samvittigheden, tog sig eget liv 30. april 1945 i Berlin, da han måtte sande, at han var omringet af de allierede og at hans kamp for et arisk overherredømme ikke kunne fuldføres.