Kvinde dræbt under chikanekørsel

To yngre mænds irritation over hinandens kørsel på en motorvej endte i dødsulykke, hvor 26-årig kvinde blev dræbt

Chikanekørsel endte i en tragedie. (Arkivfoto: Thomas Borberg)
Chikanekørsel endte i en tragedie. (Arkivfoto: Thomas Borberg)

To yngre mænds irritation over hinandens kørsel endte i går i en tragedie, hvor en 26-årig kvinde mistede livet.

Ulykken skete på Vestmotorvejen ved Ringsted, hvor kvinden sad som passager i en personbil.

Bilen blev ført af en jævnaldrende mand - begge er fra Gredstedbro mellem Esbjerg og Ribe. Under kørslen blev føreren og en 29-årig mand fra København i en varevogn meget irriterede på hinanden.

Bilerne skiftedes til at overhale og kippe med lyset for at få den anden til at trække til højre, fremgår det af døgnrapporten fra Midt og Vestsjællands Politi.

På et tidspunkt - mens københavneren lå foran det jyske par i overhalingsbanen - sænkede han farten på sin bil drastisk.

En 43-årig kvinde fra Jyllinge, der kørte bag de to andre vogne var komplet uforberedt på opbremsningen længere fremme. Hun kørte derfor op i den jyske bil, som blev skubbet frem i københavnerens vogn.

Derved mistede den 26-årige jyske kvinde livet.

De andre involverede kom ikke til skade.

Politiet skal nu undersøge om de to yngre mænds kørsel udover at være en overtrædelse af færdselsloven kan betragtes som så alvorlig, at den ene eller begge kan sigtes for Straffelovens § 241 - uagtsomt manddrab.

- Nu skal vi foreløbigt afslutte alle undersøgelser og afhøringer. Siden skal juristerne vurdere, hvad der videre skal ske, siger politiets pressetalsmand Jan Lauritzen til ekstrabladet.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere