Brian Sandberg - en meget stor fisk

Det er en af dansk rockerverdens helt store fisk, som nu er sat i hvert fald foreløbig ud af spillet

Ved tennisfinalen Legend Live i 2008 fulgte Brian Sandberg tæt i hælene på sin 'chef', it-direktør Stein Bagger, hvis bodyguard rockeren var i tiden før IT Factorys sammenbrud. (Privatfoto)
Ved tennisfinalen Legend Live i 2008 fulgte Brian Sandberg tæt i hælene på sin 'chef', it-direktør Stein Bagger, hvis bodyguard rockeren var i tiden før IT Factorys sammenbrud. (Privatfoto)

Det var toppen af Hells Angels, der tordag blev skudt i ryggen. Brian Sandberg tilhører den absolutte tunge ende af motorcykelbanden, og uanset hvilken konflikt skuddene faldt i, er skalpen enorm.

Brian Sandberg blev skudt få timer efter, at han i morges for første gang var til afhøring hos Bagmandspolitiet i forbindelse med bedragerisagen mod it-direktøren Stein Bagger. Om afhøringen, der startede 9.30 torsdag morgen, også omhandlede det mystiske overfald på it-direktørens hemmelige forretningspartner Allan Vestergaard, har statsadvokat Jens Madsen ikke ønsket at oplyse.

Men godt nok er Brian Sandberg netop nu mest kendt for at have været bodyguard og sikkerhedsekspert for den fængslede Bagger, et job, han bestred i et års tid, inden IT Factory faldt fra hinanden. Men Sandberg er meget mere end en personlig vagtmand. Han er dømt for blandt andet narkohandel i de tidligere halvfemsere og har levet en omtumlet tilværelse i rocker- og bandekredse.

Bor eksklusivt
Trods sin barske fortid bor Brian Sandberg i en lejlighed i noget af det mest eksklusive i Danmark -Tuborg Havn i Hellerup nord for København - bare et 'stenkast' fra Stein Baggers hiditige bolig.

Han kører i de dyreste og nyeste biler og leder sit eget foretagende, BS Consultancy, fra lækre lokaler på Hotel Josty på Frederiksberg.

For sin indpakning af Stein Bagger skulle han ifølge Berlingske Tidende have modtage 200.000 kroner om måneden. Så penge har der været nok af.

Også næse for krig
Ud over sin sans for tal og penge skal Brian Sandberg også have næse for krig.

ekstrabladet.dk erfarer, at han sidder med ved bordet, når taktikken lægges i den verserende konflikt med indvandrergrupper - deriblandt den såkaldte Blågårds Plads-bande. Det er slet ikke utænkeligt, at skuddene i dag har med dette at gøre.

Samtidig skal Brian Sandberg også være den HA'er, der hurtigst er blevet fuldgyldigt medlem af rockergruppen.

Meget kort prøvetid
Det skete under rockerkrigen mellem HA og Bandidos. Under sin prøveperiode skal Brian Sandberg angiveligt have været bodyguard for rockeren Rene Nøddeskov Ludvigsen - kaldet Ludvig - som Sandberg efterfølgende har haft et tæt forhold til.

Ludvig bærer tatoveringen 'Filthy Few'. En tatovering, han tjente retten til, da han i 1986 blev idømt 16 års fængsel for koldblodigt at have skuddræbt Bullshit-rockeren Høvding samt en christianit på Christiania-værtshuset Nemoland.

Ud i 'bad standing'
Under 1990'ernes rockerkrig skal Brian Sandberg have været en af de ledende personer i fredsforhandlingerne med Bandidos, men i 1998 stoppede hans kometagtige rockerkarriere med et brag -da han i juli røg i 'bad standing' og blev kylet ud af klubben.

Ekstra Bladet erfarede dengang, at Brian Sandberg blev sortlistet, fordi en større sum penge skulle være forsvundet fra Hells Angels' klubkasse. Han fik et par dage til at fjerne sine klubrelaterede tatoveringer, der nu er dækket af sorte plamager.

Siden tog rockerne ham dog til nåde igen. Angiveligt fordi han havde gode kontakter til ledende folk fra flere kriminelle indvandrergrupperinger. Blandt andet nogle af de grupper, som Hells Angels og støttegruppen AK81 for tiden er i konflikt med. Således er de tidligere venner nu dødsfjender.

I selskab med boksebamsen Brian
I begyndelsen af 1990'erne slog Sandberg sine folder på Vestsjælland, hvor han delte adresse med den notoriske volds- og narkoforbryder Claus 'Choko' Oje Uwasomba. Desuden blev Sandberg ofte set i selskab med boksebamsen Brian Nielsen og de andre kendte Korsør-boksere, der dengang gjorde det vestsjællandske natteliv usikkert.

Alt tyder på, at Sandberg ikke kun brugte tiden på byture, for i 1991 blev han i retten i Slagelse idømt syv års fængsel for handel med amfetamin. Og det var under fængselsopholdet, at Sandberg kom i kontakt med Hells Angels.

Her blev Sandberg venner med HA-rockeren Lars Søren Andersen, kaldet Birch, der afsonede en dom for drabet på hashpusheren Kenneth Melby.

1 af 2 Torsdag morgen var Brian Sandberg til afhøring hos Bagmandspolitiet i Stein Bagger-sagen. (Foto: Daniel K. Lauritzen)
2 af 2 Ved tennisfinalen Legend Live i 2008 fulgte Brian Sandberg tæt i hælene på sin 'chef', it-direktør Stein Bagger, hvis bodyguard rockeren var i tiden før IT Factorys sammenbrud. (Privatfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen