Videokamera kan afsløre pistolmand

Politiet efterlyser yngre mand af arabisk udseende i forbindelse med nedskydningen af to israelere i Odense

Billeder fra et overvågningskamera kan fælde en yngre mand, som i eftermiddag ved 15.20-tiden trak en pistol og skød og sårede to israelske mænd i Rosengårdcentret i Odense. Den ene blev ramt i armen, den anden i benet, oplyser Odense Politi.

Gerningsmanden beskrives som arabisk af udseende, omkring 25 år, 170 centimeter med mørkt hår og et mørkt overskæg. Han havde en hvid jakke eller trøje på og blå cowboybukser.

- Vi kan ikke sige, om han er palæstinenser, iraker, bosnier, eller hvor han nu kommer fra, siger polititalsmand Lars Thede og tilføjer:

- Det er for tidligt at sige noget om motivet.

De to israelere har kun været i Danmark i en uges tid og solgte hårplejeprodukter fra en stand i centeret. Ifølge politiet har standen været i centret i cirka en måned og en gruppe på syv-ni unge har angiveligt chikaneret salgspersonalet.

Troede det var fyrværkeri
Et øjenvidne, Alem Dervisevic, fortæller, at han først troede, at skyderiet var fyrværkeri.

- Men så gik det op for mig, at folk løb i panik. Jeg så blod og en mand, der lå ned på gulvet nær Kvickly, siger han til TV2.

Nyheden om skudepisoden med de storpolitiske undertoner gik straks verden rundt og blev blandt andet rapporteret i amerikanske og israelske medier. Israel gennemfører på sjette døgn en militæraktion mod Gaza-striben. Knap 400 palæstinensere har mistet livet under angrebet.

1 af 2 
2 af 2