Loomis-mistænkte anholdt i Sverige

Svensk politi har anholdt tre personer, der er mistænkt for millionrøveriet mod det danske firma Loomis, oplyser svensk TV4.

Svensk politi har foretaget tre anholdelser i forbindelse med Loomis-røveriet. (Arkivfoto: Kenneth Meyer)
Svensk politi har foretaget tre anholdelser i forbindelse med Loomis-røveriet. (Arkivfoto: Kenneth Meyer)

Svensk politi anholdte i dag tre personer, der er mistænkt for at være indblandede i et millionrøveri mod pengehåndteringsfirmaet Loomis i Glostrup.

To personer blev anholdt i Stockholm, mens den tredje blev anholdt i Östergötland, oplyser svensk TV4.

Røverne slog til i tidlige morgentimer den 1. april, hvor de trængte ind i Loomis værdihåndtering i Glostrup. Røverne fik adgang til bygningen ved at smadre hul i muren med en såkaldt teleskoplæsser.

Da udbyttet blev gjort op, viste det sig, at der var tale om danmarkshistoriens hidtil største kup: 62 millioner kroner. En mindre del af beløbet var norske og svenske kroner samt euro og amerikanske dollar.

Første anholdelse i sagen skete den 24. september, hvor en 23-årig svensk mand blev anholdt i Stockholm. Han er siden blevet udleveret til Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere