DR politianmeldt for teltsjusk

DR bliver nu anmeldt til politiet for 'grov uagtsomhed', efter at et X-Factor-telt væltede og sendte tre på skadestuen. 'Skal der lig på bordet?' lyder det

Foreningen af Danske Festudlejere melder nu Danmarks Radio til politiet for "grov uagtsomhed".

DR's brøde består ifølge foreningen i, at et DR-telt, hvori der den 10. november i Århus blev afholdt audition til talentprogrammet X-Factor, ikke var opstillet på forsvarlig vis. Teltet blæste på et tidspunkt omkuld, og tre personer måtte køres på skadestuen.

- Det kan ikke være rigtigt, at der skal lig på bordet, før de bortfløjne telte tages alvorligt. Beredskabsstyrelsens tekniske forskrifter for forsamlingstelte siger klart og tydeligt, at det påhviler den ansvarlige arrangør at sikre, at de bærende konstruktioner er stabile under alle vejrforhold, og det var langtfra tilfældet i Aarhus, siger formanden for Foreningen af Danske Festudlejere, John Steen Nielsen, til Ritzau.

Programpressechef i DR Peter Kamph beklager først og fremmest episoden dybt.

- Men jeg vil gerne pointere, at det handler om nogle pavillontelte, som vi havde opstillet for at give læ til alle dem, der stod i kø, siger han.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere