Mand blev dræbt med skud i hovedet

Et ungt par bliver nu fremstillet i grundlovsforhør i drabssagen fra Odense. Offeret fra hovekolonien blev dræbt med skud i både kroppen og hovedet

Tynd, forkommen og i træsko lånt i den lokale arrest blev en 19-årig kvinde her til formiddag ført ind i Retten i Odense. Hun blev som den første fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drabet på den 24-årige mand, der i går blev fundet dræbt i et haveforeningshus i Odense centrum.

Kvinden blev sammen med en mand anholdt i Viborg i går. Også han skal fremstilles senere på dagen.

Retsmødet finder sted for lukkede døre, og det blev ikke offentligt kendt, hvordan kvinden stiller sig til anklagen. Men det fremgik af sigtelsen, som anklageren læste op, at den 24-årige blev dræbt med skud fra en pistol mod både hoved og krop.

Parret er bekendte af den dræbte, men Fyns Politi ønsker ikke at oplyse nærmere om forbindelsen mellem offeret og de to mistænkte. Politiet mener at have fundet gerningsvåbnet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere