Mor til trafikdræbt tilfreds med dom

Den 26-årige Martin Nielsen blev tirsdag eftermiddag idømt fire år og tre måneders fængsel for trafikdrabet på den 15-årige Mark Hansen på Silkeborgvej i Århus. - Jeg er tilfreds med dommen, siger Marks mor til ekstrabladet.dk

Marks mor, Pia Hansen, syntes, det var flot, at den dømte tog ordet i retten. (Foto: Ernst van Norde)
Marks mor, Pia Hansen, syntes, det var flot, at den dømte tog ordet i retten. (Foto: Ernst van Norde)

Den 26-årige Martin Nielsen blev tirsdag eftermiddag idømt fire år og tre måneders fængsel ved en domsmandsret i Århus.

Med promiller, hash og piller i blodet kørte han i en stjålet sort Seat Altea den 15-årige Mark Hansen ihjel i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej den 31. oktober sidste år.

Under tirsdagens retsmøde kæmpede den dømte med tårerne, hver gang anklageren nævnte sagens tragiske detaljer, og han kunne ikke kigge op, når anklagemyndigheden viste billeder af Mark og ulykkesstedet.

Alligevel bad den 26-årige om ordet, da anklager og forsvarer havde afsluttet deres procedurer.

- Jeg er ked af det. Jeg ved godt, det er utilgiveligt, og jeg bander mig selv langt væk. Jeg er virkelig ked af det, sagde den 26-årige med bævrende underlæbe.

Selv om Martin Nielsen alene bærer skylden for Marks død, så viste Mark Hansens mor storsind overfor den dømte.

- Jeg synes, det er flot, at han tog ordet. Det bringer selvfølgelig ikke Mark tilbage, men det hjælper os i bearbejdelsen, sagde Pia Hansen udenfor retslokalet til ekstrabladet.dk.

Lå 86 meter væk
Mark Hansen kørte sammen med sin knallertkøreskole over for grønt lys i krydset, da han blev ramt med omkring 120 km./t. på en strækning, hvor den tilladte fart er 70.

Mark Hansen lå 86 meter fra det sted, han blev ramt. Han blev dræbt på stedet.

En anden dreng fra køreskolen blev også ramt. Han slap med lettere kvæstelser på skulderen og benet, men lider i dag af posttraumatisk stresssyndrom efter ulykken.

Tilfreds med dommen
Den 26-årige flygtede fra ulykkesstedet, men tilstod allerede det uagtsomme manddrab, da han meldte sig hos politiet i Århus natten efter ulykken, men da han ikke kunne huske noget fra den skæbnesvangre aften, afviste statsadvokaturen at lade sagen køre som en ren tilståelsessag.

Pia Hansen har siden ulykken kæmpet for, at sagen kunne køres som en nævningesag, da det ville give mulighed for en straf på op til otte års fængsel

- Jeg er tilfreds med de fire år. Jeg kender straframmen og er tilfreds med, at man ikke accepterer sådanne handlinger, sagde Pia Hansen, der troligt har siddet i retten under hele sagen.

- Det har været hårdt. Vi har arbejdet på at komme videre, men sagen ripper det hele op igen, sagde Pia Hansen.

15 domme på ti år
Den dømte er en 'gammel kending', som anklageren udtrykte det i sin procedure.

Den 14. maj 1998 fik han som 15-årig sin første dom, og siden har han haft et gennemsnit på halvanden dom om året.

I alt har han på ti år fået 15 domme for bl.a. biltyveri, brugstyveri, spritkørsel, grov vold og trusler mod politiet.

Natten efter ulykken blev den nu dømte kørt til politistationen af sin mor og sin søster. Han lå stærkt påvirket af alkohol, hash og sovepiller i en bil, og da politiet vækkede ham, spyttede han en kvindelig betjent i ansigtet og fremsatte drabstrusler mod betjentene.

Ni timer efter ulykken fik den dømte målt sin promille til 0,62, og eksperter anslår, at han på ulykkestidspunktet har haft en promille på mellem 1,5 og 2,0.

Ti af månederne i den seneste dom for uagtsomt manddrab er en reststraf fra tidligere domme.

Derudover blev han frakendt kørekortet for bestandigt.

Den dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til en eventuel anke.

Mark Hansens forældre blev tilkendt 160.000 kroner i ertstatning.

1 af 3 Den 15-årige Mark Hansen lå 86 meter fra det sted, han blev ramt. (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 3 Mark Hansen var ude at køre med sin knallertkøreskole, da han blev dræbt i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Århus. (Privatfoto)
3 af 3 Marks mor, Pia Hansen, syntes, det var flot, at den dømte tog ordet i retten. (Foto: Ernst van Norde)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere