Skrothandler tre år i fængsel

Folks retsfølelse kræver, at en momssvindler fra skrotbranchen skal blive i sin celle, efter at han blev dømt for momssvindel for 11 mio. kroner, mener retten

En stribe handler med metalskrot foregik ad snørklede kanaler og med stråmænd, fastslog retten i Glostrup mandag og straffede dirigenten bag de ulovlige arrangementer med ubetinget fængsel i tre år. Statskassen blev snydt for moms for cirka 11 millioner kroner.

Kriminaliteten er så grov, at hovedmanden skal blive i sin celle. Hensynet til folks retsfølelse kræver, at den 60-årige Finn Børge Bengtsen fortsat skal være varetægtsfængslet, fastslog domsmandsretten.

Denne afgørelse kærede Bengtsen, der har siddet fængslet siden april, til landsretten. Han blev i øvrigt idømt en tillægsbøde på 5,6 millioner kroner.

Tre hjælpere eller stråmænd fik en delvist betinget straf. En 41-årig mand blev idømt et år og seks måneder, hvoraf et år blev gjort betinget. En 32-årig mand blev straffet med et år og tre måneder, og de ni måneder blev gjort betinget. Og endelig lød dommen på et års fængsel, hvor halvdelen skal afsones, til en 51-årig mand.

Alle fire tog betænkningstid med hensyn til eventuelt at anke dommen til Østre Landsret, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere