Skød ekskonen under gudstjeneste

Panik i kirke uden for New York, da 27-årig mand fra Californien under søndags-gudstjenesten dræbte sin tvangsgifte ekskone - to andre blev alvorligt såret

Politiet i Clifton  udsendte dette efterlysningsbillede af Joseph Pallipurath. (Foto: AP)
Politiet i Clifton udsendte dette efterlysningsbillede af Joseph Pallipurath. (Foto: AP)

Mens flere end 100 kirkegængere lå knælende i bøn få meter borte, skød og dræbte den 27-årige Joseph Pallipurath i går sin fraskilte kone, den 24-årige Reshma James, i en kirke i Clifton uden for New York City i USA. To andre medlemmer af menigheden blev alvorligt sårede af skud.

Tragedien udspillede sig i våbenhuset til St. Thomas Syrian Orthodox Knanaya Kirken, som samler især indiske og andre aisatiske troende. Kirkegængere kastede sig under bænkene, da Joseph Pallipurath skød fire skud med et håndvåben. Han ramte ekskonen, som havde nægtet at forlade kirken sammen med ham.

Kørte fra Californien til drabet
De to andre, som blev ramt af skud, var en 47-årig kvinde fra den dræbtes familie, som også er søndagsskoleleder i kirken, og en 23-årig mandlig kirketjener, som prøvede at forhindre Joseph i at skyde.

Efter drabet flygtede Pallipurath fra stedet i den bil, han var kommet kørende i fra Californien, og politi i hele staten New Jersey indledte en jagt på ham. Hidtil uden resultat, oplyser politi mandag morgen lokal tid - mandag eftermiddag dansk tid..

Gift ved tvangsægteskab
Joseph Pallipurath, som er amerikansk statsborger, og hans kone blev, har medlemmer af menigheden ifølge New York Times fortalt, gift ved et tvunget ægteskab. Det står ikke klart, om de havde set hinanden før brylluppet.

Det fandt sted i Indien for et år siden. Pallipurath tog bagefter hjem til Californien, og i januar i år fulgte hans kone efter. Hurtigt udartede forholdet sig voldeligt. Efter et forgæves forsøg i Indien på at få tingene til at fungere, blev parret separeret, og Reshma rejste til New Jersey for at bo hos sin slægtning, søndagsskolelederen.

Kom for at hente Reshma hjem
I går kom Pallipurath til kirken i Clifton, netop som gudstjenesten var ved at være slut. I våbenhuset stod bl.a. hans kones slægtning og den 23-årige kirketjener. Pallipurath fortalte, hvem han var, og erklærede, at han var kommet for at hente Reshma med hjem.

Slægtningen blev bekymret og ville gå ind og advare Reshma, men Joseph tvang alle til at blive, hvor de var.

Inde i kirken lå menigheden på knæ i bøn for de døde, men just, som alle rejste sig, lød der skud fra våbenhuset.

Få øjeblikke senere blev tre mennesker fundet i våbenhuset, alle ramt af skud i hovedet. Reshma James var død.

1 af 3 Dramet udspillede sig i Clifton tæt ved New York City. (Foto: Google Maps)
2 af 3 Politiet i gang med afhøringer ved kirken i Clifton, hvor Joseph Pallipurath skød og dræbte sin kone under søndagsgudstjenesten. (Foto: AP)
3 af 3 Politiet i Clifton udsendte dette efterlysningsbillede af Joseph Pallipurath. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere