Drabstiltalt: Røvere dræbte min kæreste

Nævningeting skal afgøre, om 43-årig mand skød og indbrændte sin kæreste, eller om han taler sandt om maskerede mordere - dom på offerets dødsdag

I dette rækkehus i landsbyen Gullestrup ved Herning blev Grethe Petersen først skud og siden røgforgiftet i en påsat brand. (Foto: Ernst van Norde)
I dette rækkehus i landsbyen Gullestrup ved Herning blev Grethe Petersen først skud og siden røgforgiftet i en påsat brand. (Foto: Ernst van Norde)

Et nævningeting i Viborg skal i denne uge forsøge at finde sandheden om den 46-årige Grethe Petersens død i landbyen Gullestrup uden for Herning.

Grethe Petersen blev fundet død i sit rækkehus en tidlig onsdag morgen, den 28. november i fjor. Hendes nu 43-årige samlever er tiltalt for drab, nævningetinget træder sammen i dag, og der ventes at falde dom på fredag - netop på et års dagen for kvindens død.

Tre hætteklædte mænd
Manden, A.H., har hele tiden nægtet sig skyldig i drab. Grethe Petersen blev fundet med et skudsår i hovedet, men dødsårsagen var røgforgiftning. Efter at kvinden var blevet skudt, var der sat ild til lejligheden.

Tiltalen mod A.H. lyder på manddrab og mordbrand ved, at han først har skudt sin kæreste og derefter antændt branden for at skjule sporene. Selv har han sagt, at han selv var blevet bortført fra lejligheden af tre hætteklædte mænd.

De var, forklarede han i grundlovsforhøret om aftenen den onsdag, da Grethe var fundet død, dukket op allerede mandag aften og havde truet med pistoler. De tvang, siger A.H., ham selv ind i en bil, kørte ud i en skov og forsøgte at dræbe ham.

To uger efter Kokkedal-drab
De tre mænd skulle ifølge A.H. have dræbt både Grethe Petersen og parrets hund.

Drabet på Grethe Petersen fandt sted, præcis to uger efter et meget omtalt drab i Kokkedal i Norsjælland, hvor en ung kvinde blev slået ihjel. Hendes mand hævdede i første omgang, at maskerede mænd var trængt ind i parrets hus, havde dræbt kvinden og slået ham selv ned. Få dage efter blev ægtemanden anholdt for drabet, som han senere er blevet dømt for.

Skudt med våben som A.H.'s
Det var A.H., som onsdag morgen gik til en nabo og fik dem til at slå alarm. Politiet fandt både Grethe Petersen og hunden Buster døde i den sodsværtede lejlighed. Kvinden og hunden var dræbt på klos hold med et våben, som svarede til en lille pistol, som A.H. ejede.

Retsmedicinere kunne fastslå, at Grethe Petersen var død kort efter midnat natten til onsdag. I lejligheden fandt politiet en udbrændt dunk benzin og fritureolie, som havde været brugt ved ildspåsættelsen.

Grethe Petersen var mor til tre. To er voksne, mens den yngste søn på ni år boede hos hende. Drengen var ikke hjemme, da drabet på hans mor fandt sted. Den 42-årige A.H. er far til to.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere