Flugtbilist sigtet for uagtsomt drab

En 31-årig mand fra Næstved er sigtet for at have påkørt og efterladt en 36-årig mand i vejkanten i går. Manden troede, han ramte et dådyr

På landevejen øst for Holme Olstrup ligger stumper fra de knuste sidespejle stadig tilbage. (Foto: Per Rasmussen)
På landevejen øst for Holme Olstrup ligger stumper fra de knuste sidespejle stadig tilbage. (Foto: Per Rasmussen)

En 31-årig mand fra Næstved blev i går hentet ind til afhøring og efterfølgende sigtet for uagtsomt manddrab og for at efterlade en person i hjælpeløs tilstand.

Det var den 31-årige mand, der i går morges påkørte og dræbte en 36-årig mand fra Store Heddinge på landevejen mellem Holme Olstrup og Rønnede nær Næstved.

Den dræbte ventede på den mørke landevej på sin far, der skulle køre ham på arbejde.

Vognmand meldte chaufføren
Politiet ledte hele morgenen efter flugtbilisten. 'Hvem har set en flugtbilist i en stor varevogn eller en mindre lastbil med knuste sidespejle i højre side', lød efterlysningen.

Først da en vognmand klokken 14.20 ringede og sagde, at han havde fået en slamsuger hjem, der manglede to sidespejle i højre side, kom politiet på sporet af flugtbilisten.

- Chaufføren har forklaret, at han troede, han havde ramt et rådyr, siger vagtchef Ole Hald ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til ekstrabladet.dk

Chaufføren bad efter sigende Falck sende en jæger ud for at lede efter rådyret.

Ingen alkohol indblandet
Fordi der gik så mange timer mellem hændelsen og afhøringen, er manden ikke blevet spiritustestet.

- Vi har ingen mistanke om, at der var alkohol involveret, siger Ole Hald.

Den 36-årige blev ramt af i hovedet af sidespejlene, og han blev dræbt på stedet. Den livløse mand blev fundet omkring klokken 5.50 af en anden morgenbilist.

Ganske kort tid efter kom også den dræbtes intetanende far til og fandt sin søn dræbt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere