Vidner trues til tavshed

Antallet af vidner, der ikke melder sig eller trækker sig før en retssag, er steget. Årsagen er brutale trusler fra gerningsmændene, der ikke tøver med at true både vidnerne og deres familier

Flere og flere vidner til forbrydelser trækker sig eller melder sig aldrig. De er for bange for repressalier. (Arkivfoto: Linda Johansen)
Flere og flere vidner til forbrydelser trækker sig eller melder sig aldrig. De er for bange for repressalier. (Arkivfoto: Linda Johansen)

Flere vidner er så bange for at fortælle sandheden i retten, at kriminelle derfor går fri. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Man bliver forvirret og hunderæd, fortæller den 21-årige Rasmus Søgaard fra Østfyn, som for et år siden blev truet til ikke at fortælle sandheden om, hvem han så stikke sin far ned med kniv på åben gade efter et banalt trafikuheld i Nyborg.Truslerne betød, at knivstikkeren dengang gik fri, og først i tirsdags blev han idømt fængsel i to år og seks måneder, da Rasmus, hans bror og deres far fortalte sandheden i byretten i Svendborg.

- Man bliver enormt bange for, hvad de kan finde på, når de har truet én. Man låser døren, når man kommer hjem, og man sørger for at lukke vinduerne, for man ved ikke, om de pludselig kravler ind ad dem midt om natten, siger Rasmus Søgaard.

At flere vidner bliver truet, mærker man hos foreningen Hjælp Voldsofre.

Blevet almindeligt at true
For få år siden fik foreningen kun én opringning om måneden fra skrækslagne vidner eller voldsofre, der følte sig truede til ikke at vidne i en retssag. Nu får de én eller to om ugen. Samtidig er antallet af anmeldelser af trusler mod vidner og deres nærmeste steget med næsten 50 procent i løbet af de seneste 10 år. Det viser Justitsministeriets statistik. Sidste år blev 884 anmeldt for at true vidner. Men det reelle tal er sandsynligvis langt højere.

- Det er blevet mere udbredt i de hårde kriminelle miljøer, som vi har fået flere af, siger Bent Isager-Nielsen, der er tidligere leder af Rejseholdet og nu efterforskningschef ved Københavns Vestegns Politi.

- Og når vidnerne er så bange, at de ikke tør melde sig eller får 'pludselige hukommelsessvigt' i vidneskranken, så har det ifølge chefanklager Jan Stick fra Fyns Politi den konsekvens, at voldsmænd og forbrydere slipper for straf.

- Sager kan ødelægges ved det, og så sker der jo frifindelse. Det er frygtelig frustrerende, siger Jan Stick.

- Det er især frustrerende, hvis man kan se en sag smuldre, fordi vidnerne har selektiv hukommelse, snakker udenom og er glatte som ål, fordi de ikke vil stikke hovedet frem, siger han.

De tavse støtter forbryderne
Foreningen Hjælp Voldsofre hører fra en del af dem, der ikke tør stikke hovedet frem. Og ifølge formanden er folk blevet mere bange.

- Men dem, der tier stille, er passivt med til at støtte gerningsmanden, siger formanden Henning Wollsen, der opfordrer de vigtige øjenvidner til at stille op. Han har i sit daglige arbejde som politimand set 'masser' af sager falde, fordi folk ikke turde vidne.

Udviklingen bekymrer også formanden for retsudvalget Peter Skaarup (DF). Derfor vil han ved næste møde i udvalget spørge justitsministeren, hvad han har tænkt sig at gøre ved problemet.Oven i det vil socialdemokraternes Morten Bødskov bede Rigspolitiet om at redegøre for årsagerne til stigningen.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) kalder truslerne mod vidner 'helt uacceptable', men hæfter sig ved, at stigningen i anmeldelser af trusler er fladet ud de seneste fem år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere