17-årig fængslet for knivstik

Et opgør mellem unge beboere på et bosted i Tørring førte til varetægtsfængsling af 17-årig dreng

En 17-årig dreng nægtede sig i dag i retten skyldig i drabsforsøg, men erkendte at have stukket en 15-årig bofælle på et bosted for unge i Tørring. Dommeren bestemte, at den 17-årige skal varetægtsfængsles i fire uger på en sikret institution for unge kriminelle under 18 år.

Det var tilsyneladende et personligt opgør, der i går førte til knivoverfaldet, hvor den 17-årige beboer ifølge politiet opsøgte den 15-årige på et værelse og bad ham følge med ud på gangen.

- Et vidne hører så den 17-årige sige: Hvad er det du går og siger om mig? Og kort efter jager han en køkkenkniv dybt ind i ryggen på den 15-årige, siger leder af voldssektionen Finn Kramer ved lokalpolitiet i Horsens.

Kniven blev siddende i ryggen på offeret, der i en fart blev kørt til Skejby Sygehus og lagt i respirator. Først torsdag morgen meldtes han ifølge politiet uden for livsfare.

Den 17-årige gerningsmand stak i første omgang af fra stedet, men vendte kort efter tilbage og lod sig anholde af de tililende betjente.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere