11 lynchet - to døde, solen reddede ni

Seks mænd og fem kvinder blev beskyldt for tyveri under en folkefest i Andes-bjergene - to blev dræbt, da 2000 gennemtævede deres ofre og gjorde dem til levende fakler

Achacachi ligger i Andes-bjergene omkring 100 kilometer fra Bolivias hovedstad, La Paz. Byen er base for den militante Røde Poncho-bevægelse. (Foto: Google Maps)
Achacachi ligger i Andes-bjergene omkring 100 kilometer fra Bolivias hovedstad, La Paz. Byen er base for den militante Røde Poncho-bevægelse. (Foto: Google Maps)

To mennesker blev dræbt, da befolkningen i den bolivianske by Achacachi i Andes-bjergene i weekenden tog retten i egen hånd og lynchede seks mænd og fem kvinder på byens stadion.

De 11 blev beskyldt for tyveri, da de søndag midt under en folkefest blev pågrebet af en folkemængde på omkring 2000. På byens fodboldstadion blev de gennemtævet i timevis, overhældt med benzin og antændt - forbrændingerne blev døden for to af de 11, skriver bolivianske medier.

Solopgangen reddede resten
Folkemængden krævede de 11 påståede tyve dræbt ved hængning, forgiftning eller som levende fakler. Soldater fra en nærliggende base forsøgte at standse lynchningen, men folkemængden forhindrede dem i at komme i nærheden af de 11.

Avisen La Razón fortæller, at det alene var solopgangen mandag, som reddede de øvrige ni fra døden.

- Klokken 5.30 kunne man skelne folks ansigter, og jeg tror, at det var det, der fik det til at stoppe, siger et øjenvidne til avisen.

Borgmester forhandlede i to timer
Da hang stanken af benzin og brændt hår over stadion. Vidner fortæller om et uhørt barbari, ikke mindst udført af fulde folk. Da solen begyndte at oplyse sceneriet, forsvandt flere af deltagerne i lynchningen.

Den lokale borgmester og politiet forhandlerede i mere end to timer med den tilbageværende del af folkemængden om at få frigivet de overlevende ni, heraf to alvorligt kvæstede. Det lykkedes, og de ni blev ført til hospital i Bolivias hovedstad, La Paz.

Præsidentens stærke støtter
Achacachi ligger ved bredden af Titicaca-søen små hundrede kilometer nordøst for Bolivias hovedstad, La Paz. Byen er kendt som bastion for 'De Røde Ponchoer', en militant gruppe indianere af Aymara-stammen, som er blandt den bolivianske præsident Evo Morales' stærkeste støtter.

Det er udbredt praksis i Bolivia Andes-region af lynche kriminelle, som bliver pågrebet på fersk gerning, skriver Latin American Herald Tribune, som er baseret i Caracas, Venezuela.

Avisen tilføjer, at Evo Morales' regering - trods sin støtte til mange indianske traditioner - har erklæret, at lynchning er uacceptabel.

1 af 2 Bolivias Præsident Evo Morales på besøg i Achacachi, hvor hans stærke støtter, De Røde Ponchoer, har deres base. Det var her, de 11 tyve i weekenden blev lynchet under uhørt brutalitet. (Foto: AP)
2 af 2 Achacachi ligger i Andes-bjergene omkring 100 kilometer fra Bolivias hovedstad, La Paz. Byen er base for den militante Røde Poncho-bevægelse. (Foto: Google Maps)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere