Fem anholdt for Skovby-drab

Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet fem rumænske mænd for drabet på en 76-årig mand i Skovby ved Galten

Ellen og Karsten Nørgaard blev overfaldet i deres hjem i Skovby den 2. oktober. Det kostede ham livet. (Privatfoto)
Ellen og Karsten Nørgaard blev overfaldet i deres hjem i Skovby den 2. oktober. Det kostede ham livet. (Privatfoto)

Sydøstjyllands Politi slog tirsdag til på flere forskellige adresser i Århusområdet og anholdt i alt otte rumænske mænd i forbindelse med drabet på den 76-årige Karsten Nørgaard i dennes hjem i Skovby i oktober.

Fem af dem sigtes for selve drabet, mens to andre sigtes for berigelseskriminalitet. Den sidste blev efterfølgende løsladt.

De fem fremstilles onsdag i grundlovsforhør ved Retten i Horsens, oplyser efterforskningsleder Peter Krogh.

Han ønsker ikke at uddybe, hvad der konkret førte til anholdelsen af rumænerne, der ikke har fast bopæl i Danmark. Men anholdelserne kommer få dage efter, at politiet annoncerede, at fire litauiske mænd, der hidtil har været sigtet for drabet, nu er ude af billedet.

Banket ihjel
Karsten Nørgaard blev banket ihjel under et røveri i hans hjem i begyndelsen af oktober. Hans 68-årige kone blev bagbundet under røveriet, og overlevede formentlig kun, fordi hun forholdt sig helt roligt.

En times tid efter røverne var forsvundet fra stedet, slog hun alarm ved at vække en nabo.

Kort efter røveriet blev fire litauere anholdt. Siden viste dna-prøver dog, at de formentlig ikke havde noget med røveriet at gøre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere