Ung drabsmand for retten igen

Den 20-årige mand, der 1. januar dræbte Christians Kellers far med mindst syv knivstik, har anket dommen på ti års fængsel til landsretten

Fodboldspilleren Christian Kellers far blev dræbt 1. januar om morgenen. (Foto: Ernst van Norde)
Fodboldspilleren Christian Kellers far blev dræbt 1. januar om morgenen. (Foto: Ernst van Norde)

I dag sidder den 20-årige Kenny Larsen, der 1. januar dræbte sin stedfar med mindst syv knivstik, igen på anklagebænken. Denne gang i Vestre Landsret, som skal tage stilling til den ankesag, han har indledt for at blive frifundet for drabet.

I august blev den 20-årige idømt ti års fængsel for knivdrabet på sin mors kæreste, Peter Keller, som er far til fodboldspilleren Christian Keller. Han har fortalt, at den dræbte opsøgte moderen nytårsmorgen, og at han var beruset. Peter Keller havde tidligere været voldelig over for moderen.

Stedsønnen greb derfor en grillkniv, som han stak Keller med i maven og brystet. Han har tidligere forklaret, at det var fedt at dræbe sin stedfar, og at han var glad for, at han nu var død.

Anklager kræver 12 år

Kenny Larsen har tilstået vold med døden til følge, men nægter, at det var drab, da han gik bersærk på sin mors kæreste.

Nævningene lagde ved udmålingen af straf vægt på, at Kenny Larsen var stærkt påvirket af, at stedfaren tidligere havde udøvet både fysisk og psykisk vold mod moren. Derfor endte han med 10 år i stedet for de 12 års fængsel, som anklageren havde krævet. Det krav gentages under ankesagen.

Ud over fængselsstraffen blev Kenny Larsen dømt til at betale knap 300.000 kroner til den dræbtes fireårige søn.

Ankesagen ventes at blive afsluttet torsdag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere