Unge på voldsturne i Svendborg

Tre yngre mænd bankede tre sagesløse jævnaldrende ned i løbet af 500 meter lang gåtur i Svendborg i nat

De tre yngre mænd slog på alt og alle på Egensevej i Svendborg i nat. (Arkivfoto: Colourbox)
De tre yngre mænd slog på alt og alle på Egensevej i Svendborg i nat. (Arkivfoto: Colourbox)

Tre unge mænd blev i nat i Svendborg anholdt og sigtet for vold, efter at de i løbet af ganske få minutter bankede tre sagesløse yngre mænd i jorden.

De tre på 18, 18 og 17 år havde deltaget i en fest på Egensevej i Svendborg og begav sig kort efter klokken to i beruset tilstand mod Svendborgs centrum.

- I løbet af en strækning på 500 meter bankede de uafhængigt af hinanden tre sagesløse yngre mænd i jorden med knytnæver og skaller. Der var intet gået forud for volden - det var helt tilfældigt hvem der blev ramt, og det virker som om, at alle på deres vej fik tæsk. Det er ren galimatias, siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, til ekstrabladet.dk.

Politiet fik den første anmeldelse om trioens amokløb klokken 02.13, og de blev anholdt klokken 02.25.

Fyns Politi opfordrer eventuelle andre ofre, der måtte være blevet overfaldet af den unge trio i området omkring Egensevej omkring klokken 02.00 i nat, til at henvende sig til politiet.

Fuld englænder uddelte øretæver
Tidligere på natten var det en fuld engelsk statsborger, der uddelte øretæver - denne gang i Middelfart.

- Han slog en tilfældigt forbipasserende mand til jorden i Adelgade. Offeret fik en 'blodnæse' og hævelser i ansigtet. Englænderen skal snart ud af landet, så vores jurister er ved at kigge på, hvordan vi får manden retsforfulgt i en fart, så han ikke smutter uden at være blevet straffet for overfaldet, siger Hans Frederiksen til ekstrabladet.dk.



Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere