PET blåstemplede terrortiltalt

PET skrev i rapport om terrortiltalte SÜ, at han var en fornuftig fyr, der afviste voldelig jihad mod danskere. Kort efter blev han anholdt for terrorplaner

Få dage før 23-årige SÜ i november sidste år blev anholdt og sigtet for at opfordre til kidnapning af danskere i udlandet, vurderede agenter i PET, at han var en god samarbejdspartner.

I en fortrolig rapport skrev to såkaldte kildeførere i PET efter et møde med SÜ blandt andet, at den 23-årige nok støttede væbnet islamisk kamp i krigsområder, men at han efter deres vurdering ikke støttede, hverken indefra eller udefra kommende angreb mod danskere.

Dele af rapporten blev i dag læst op i retssagen mod SÜ, der er tiltalt for terrorparagraffen i den danske straffelov.

Ifølge anklagemyndigheden opfordrede SÜ via chat på internettet en tyrkisk ven til at iværksætte kidnapning af danske soldater i Irak eller Afghanistan. Soldaterne skulle så udveksles med SÜ's to fængslede venner, der siden er dømt for at planlægge terror i den såkaldte Glasvejssag.

SÜ nægter sig skyldig og betegner chatten som en uforpligtende snak om, at nogen burde gøre noget for at hjælpe vennerne.

Dom i sagen forventes tirsdag i næste uge.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere