Josef Fritzl anklages for mord på baby

Anklageskriften mod monstret Josef Fritzl er netop offentliggjort. Den 73-årige mand, der fik syv børn med sin indespærrede datter anklages både for mord og slaveri

Josef Fritzl risikerer fængsel på livstid, hvis han bliver dømt for mordet på den baby, som han avlede på sin egen datter. (Foto: Europics)
Josef Fritzl risikerer fængsel på livstid, hvis han bliver dømt for mordet på den baby, som han avlede på sin egen datter. (Foto: Europics)

Syv børn fik Josef Fritzl med sin datter i kælderen under rædselshuset i Amstetten. Et drengebarn døde dog kort efter fødslen. Josef Fritzl bortskaffede liget ved at brænde det i fyret, og nu - 12 år senere - anklages han for mord.

Derudover anklages den 73-årige østriger for slaveri, voldtægt, frihedsberøvelse, voldsom tvang og blodskam. Det meddelte statsanklageren i St. Pölten torsdag eftermiddag.

Hvis Josef Fritzl dømmes for alle anklagepunkter kan han se frem til livsvarigt fængsel.

Drengen kunne have overlevet
Mordanklagen er rejst, fordi en ekspert har fastslået, at Fritzl burde have vidst, at babyen var alvorligt syg. Ved ikke at gøre noget, gjorde Frizl sig skyldig i drab, fordi babyen sandsynligvis ville have overlevet, hvis den lille dreng havde fået behandling.

Hele sagen blev oprullet den 27. april, da Josef Fritzls 19-årige datter Kerstin, som han havde fået med sin datter, den 42-årige indespærrede Elisabeth, blev bragt til hospitalet i en livsfarlig tilstand.

Her kom det frem, at Josef Fritzl havde holdt Elisabeth indespærret i 24 år i kælderen under det store hus i Amstetten. Tilsyneladende uden at hans hustru Rosemarie havde undret sig over, at han ofte gik i kælderen, og at der pludselig dukkede tre 'børnebørn' op ved husdøren.

Anklageren har tygget sig igennem 1500 sider med afhøringer og andet materiale fra efterforskningen i sagen om Fritzl, der har været meget samarbejdsvillig i sagen.

Under afhøringerne har Fritzl fortalt, at han 'to til tre gange om ugen forgreb sig på Elisabeth'. Over de 24 år, han holdt sin datter fanget, til hun i april slap ud som 42-årig, bliver det til 3000 voldtægter.

Kan slippe med 15 års fængsel
Trods uhyrlighederne i fangekælderen kan Josef Fritzl, der om sig selv har sagt, at han er 'født til at voldtage', slippe med blot 15 års fængsel, hvis han ikke dømmes for mord. Selv om forbrydelserne tæller frihedsberøvelse, voldtægt og incest giver de anklager højst 15 år i fængsel.

Ifølge Österreich kan slaveri give op til 20 års fængsel.

Retssagen imod ham ventes at begynde i begyndelsen af næste år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere