Her flygter røvere med vasketøjskurv

Østjyllands Politi søger nu offentlighedens hjælp til opklaring af et bankrøveri, hvor maskerede røvere smadrede bankboksen og kørte væk med udbyttet i en vasketøjskurv på en knallert

Røverne smadrede boksen med et koben og smed pengene ned i en hvid vasketøjskurv.(Politifoto)
Røverne smadrede boksen med et koben og smed pengene ned i en hvid vasketøjskurv.(Politifoto)

Klokken var kun få minutter over ni, da to røvere mandag slog til mod Nordeas filial på Paludan Müllers Vej i Århus. Da personalet var i færd med at tømme bankboksen indefra, kom de to røvere pludselig stormende ud fra en parkeret bil på den anden side af gaden.

De var begge iført træningslignende tøj og maskeret bag huer. I hænderne havde de en stor, hvid vasketøjskurv og et koben.

- De løb frem til boksen og slog hul i den udefra, mens personalet flygtede fra boksen inde fra banken, da de opdagede, at de blev udsat for et røveri. Røverne har ventet i den stjålne bil på den anden side, fortæller politikommissær Aksel Mølsted fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Røverne tømte herefter boksen, som var fyldt med weekendens omsætning fra flere af byens forretninger. De hoppede efterfølgende op på en knallert, der stod klar til formålet foran banken og flygtede med den hvide vasketøjskurv hængende på siden.

- De tabte kobenet undervejs, men vi har ikke fundet knallerten endnu. Vi vil meget gerne høre fra folk, som kan genkende røverne på billederne eller har kendskab til dem, opfordrer Aksel Mølsted.

Udbyttet fra røveriet er endnu ikke gjort op. Røverne beskrives som unge fyre i 20'erne.

1 af 2 Røverne flygtede på en knallert, som stod klar foran banken. (Politifoto)
2 af 2 Røverne smadrede boksen med et koben og smed pengene ned i en hvid vasketøjskurv.(Politifoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere