Skal frifindes for drab på Anton

Forsvarerne til de to unge mænd, der står tiltalt for knivdrabet på gymnasieeleven Anton Njie, er enige: De tiltalte skal frifindes for drab. Dommen falder i dag

Anton Njie blev dræbt, fordi han ikke ville udlevere sin sorte hue til en flok unge mænd. (Foto: Jan Sommer)
Anton Njie blev dræbt, fordi han ikke ville udlevere sin sorte hue til en flok unge mænd. (Foto: Jan Sommer)

Sagen om den knivdræbte Anton Njie er ved at nå vejs ende. Juridisk set i hvert fald. Københavns Byret har her til formiddag lagt øre til forsvarernes procedure, hvor to 20-årige mænd er tiltalt for drabet.

Forsvareren til den ene, A.S., der har iranske rødder og en social belastet fortid bag sig, krævede ren frifindelse til sin klient for drabet. A.S. er tiltalt for medvirken til drabet, da han deltog i overfaldet på den 19-årige Anton men beviseligt ikke har ført den kniv, der dræbte ham.

Skal pure frikendes for drab
Ifølge forsvareren kan A.S. af samme grund kun dømmes for vold og ikke drab, da han ikke kan stå til regnskab for, at vennen - den 20-årige dansker og velhaversøn R.B. - pludselig trak en kniv.

- Han vidste, at R.B. havde en kniv på sig, men han kunne ikke vide, at han ville trække den og bruge den mod Anton Njie, forklarede forsvareren foran de mange fremmødte tilhørere, dommere og nævninge.

I går måtte Anton Njies mor forlade retten midt under en vidneforklaring, fordi hun ikke kunne holde ud at høre på, hvordan de tiltalte holdt afskedsmiddag kort tid efter drabet og inden, de meldte sig selv. I dag var derfor kun Anton Njies far til stede i Københavns Byret.

Han ville ikke slå ham ihjel
Også den 20-årige R.B.'s forsvarer procederede for sin klient, at han skulle frifindes for drabet.

- Det var ikke hans mening at slå Anton ihjel, sagde forsvareren der henviste til, at R.B. har erkendt, at han stak Anton tre gange i låret men nægter at have givet ham det dødelige stik i siden af brystet med sin springkniv.

Forsvareren kræver derfor, at den unge R.B. fra København dømmes efter straffeloven om 'uagtsomt manddrab'.

Anklageren i sagen har fremvist flere beviser - blandt andet adskillige videoer fra overvågningskameraer, som blandt andet har dokumenteret selve gerningsøjeblikket.

Nævningene er netop nu i gang med at votere skyldsspørgsmålet.

Der falder dom i sagen eftermiddag. ekstrabladet.dk følger sagen...

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere