Bevæbnet mand skræmte 14-årig

Den seneste tids mange hjemmerøverier fik en 77-årig mand til at åbne døren med en salonriffel i hånden, da en 14-årig dreng ville sælge julekalendere tirsdag aften i Ringsted

En tilkaldt politipatrulje fik forklaret den 77-årige mand, at det ikke var så heldigt at åbne døren med en riffel over skulderen. (Foto: www.politi.dk)
En tilkaldt politipatrulje fik forklaret den 77-årige mand, at det ikke var så heldigt at åbne døren med en riffel over skulderen. (Foto: www.politi.dk)

En 14-årig dreng fik sig noget af et chok, da han ville sælge julekalendere for en idrætsklub i Ringsted tirsdag aften.

Da han kort før kl. 19.00 ringede på døren hos en 77-årig mand på Fælledvej, åbnede manden døren med en salonriffel hængende over skulderen.

Den ældre mand var ikke truende overfor drengen, men han blev alligevel bange og fortalte det til sin far, der omgående anmeldte episoden til politiet.

Den 77-årige mand forklarede efterfølgende politiet, at de mange hjemmerøverier i den senere tid havde gjort ham bange, og derfor er han altid bevæbnet med en salonriffel, når han åbner døren.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi forklarede de tilstedeværende betjente den ældre mand, at det ikke var så smart at modtage uindbudte gæster med en salonriffel over skulderen.

Manden tog formaningen til efterretning og lovede, at han fremover vil være ubevæbnet, når han åbner døren.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere