To dræbt i blodig trafiknat

To soloulykker og to spøgelsesbilister gjorde aftenen og natten blodig på vejene i Sydjylland og på Fyn. To mænd på 35 og 43 år mistede livet

To mænd blev dræbt i den sydvestjyske trafik tirsdag aften og natten til onsdag. (Arkivfoto: Jens Dresling)
To mænd blev dræbt i den sydvestjyske trafik tirsdag aften og natten til onsdag. (Arkivfoto: Jens Dresling)

To mænd mistede kort efter midnat natten til onsdag livet i to soloulykker ved Ribe og Varde i det sydvestlige Jylland, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

I den ene ulykke mistede en 43-årig mand fra Hemmet herredømmet over sin bil på Ringkøbingvej ved Varde og røg af kørebanen, hvorefter han mistede livet.

Den anden ulykke skete på Haderslevvej ved Seem nær Ribe, hvor en 35-årig mand fra Gram kørte af vejen og blev fundet dræbt i bilen.

To spøgelsesbilister
Tidligere på aftenen kom to mænd slemt til skade ved en ulykke på motorvej E45 ved Kruså, da en spøgelsesbilist ramte en modkørende bil.

De tilskadekomne er mænd fra Polen og Tyskland. Den ene fik åbent benbrud, mens den anden fik indre blødninger. Yderligere en person var med i en af bilerne, men slap uskadt.

Også på Fyn var en spøgelsesbilist på færde. Her blev en bil strejfet af vejspøgelset, og andre biler kørte sammen i forvirringen. En kvinde kom til skade, men er uden for livsfare.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere