24 skud fra automatvåben

Ammunitionstypen tyder på, at det var et automatvåben, der mandag aften affyrede 24 skud på Nørrebro

En parkeret bil og en beboelsesejendom blev ramt af skud, da der mandag aften blev affyret en byge af skud på Nørrebro i København. Ifølge politiets centrale efterforskningsleder Kenneth Vesth fandt politiet 24 patronhylstre på gerningsstedet.

- Nu skal hylstrene undersøges på Kriminalteknisk Center, men det ser umiddelbart ud til, at der er skudt med en større kaliber, formentlig et automatvåben af en art, siger Kenneth Vesth.

Skuddene blev affyret nær den cykelsti, der løber fra Mimersgade mod Tagensvej i den grønne stribe mellem Midgårdsgade og Heimdalsgade.

- Vi har fundet hylstrene ud for der, hvor Midgårdsgade krydser Hothers Plads, siger Kenneth Vesth.

Ejendommen, der blev ramt ligger ifølge efterforskningslederen mere end 100 meter fra det sted, hvor patronhylstrene blev fundet, og hvor skuddene altså blev affyret fra.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere