Nægter drab på 19-årige Anton

19-årige Anton Njie blev dræbt med ét dødeligt stik på grund af en hue. To 20-årige er tiltalt for kynisk at have stukket den unge Anton ihjel på Strøget. Vi gjorde det ikke, siger de

Den 19-årige gymnasieelev Anton Njie blev stukket flere gange med kniv, da han nægtede at udlevere sin hue til en flok berusede jævnaldrende. (Foto: Jan Sommer)
Den 19-årige gymnasieelev Anton Njie blev stukket flere gange med kniv, da han nægtede at udlevere sin hue til en flok berusede jævnaldrende. (Foto: Jan Sommer)

Den ene blev anholdt en halv time efter drabtet med blod på tøjet og en blodig kniv i hånden i nærheden af gerningsstedet. Også en anden blodig kniv blev fundet af en politihund i nærheden, og da politiet efterfølgende ransagede boligerne til to andre mænd, blev der også fundet blodigt tøj.

Tilmed findes der en videooptagelse fra de dramatiske minutter foran en juvelerforretning på Strøget, hvor den 19-årige Anton Njie blev dræbt 5. januar.

Beviserne er ikke til at overse i retssagen mod de to mænd, som er tiltalt for det brutale knivdrab, der satte store dele af hovedstaden på den anden ende i en fælles-protest mod de mange meningsløse knivoverfald i byen. Sagen begyndte i dag.

Vi dræbte ham ikke
En 20-årig mand, A.S., der har iranske rødder, og en jævnaldrende dansker, R.B., har siddet varetægtsfængslede for drabet siden januar.

Under morgenens retsmøde, hvor tilhørerskaren var enorm, kom det frem, at Anton Njie først blev slået i ansigtet med en knytnæve og dernæst fik tildelt tre knivstik i låret. Det erkendte de to tiltalte foran nævningene i dag, men begge nægter sig skyldige i anklagerne om røveriforsøg og manddrab.

Efter de tre knivstik i låret blev Anton stukket en gang i venstre side af brystet. Knivstikket var så voldsom, at det gik gennem to ribben, lungen og hjertet.

Den store menneskeskare af familie og venner er dybt følelsesladede og meget berørte. Ikke mindst fordi der blev fremvist billeder af Antons lig fra obduktionsrapporten.

Huen kostede ham livet
Efter en festlig aften i byen stødte Anton tidligt lørdag morgen ind i tre unge mænd, der krævede at få Antons hovedbeklædning, en sort hue, udleveret. Den 19-årige gymnasieelev nægtede imidlertid at efterkomme kravet fra de tydeligt påvirkede jævnaldrende. Det kostede ham livet.

Den lille, mørklødede A.S. var iført mørke bukser, grå skjorte, slips og sweater, da han blev ført ind i retslokalet. Heller ikke R.B. gjorde meget fysisk af sig med sin lille, tynde og blege krop med ansigtet indrammet af briller og iført jeans og mørk, strikket cardigan.

Under formiddagens retsmøde blev sagens 'omdrejningspunkt', den mørke elefanthue, som gerningsmændene krævede udleveret, vist frem sammen med en lille springkniv - det våben, som dræbte den 19-årige.

Optagelser af drabet
Overvågningsbillederne fra den juvelerforretning, hvor drabet fandt sted foran, bliver fremvist i retten senere i dag. Den tredje mand, en 21-årig dansker med brasilianske rødder, som blev løsladt efter at have meldt sig selv, fordi han ikke aktivt tog del i overfaldet, skal også vidne i dag.

Der falder dom sidst på ugen.

ekstrabladet.dk følger sagen...

1 af 3 To af de tre mænd, som deltog i overfaldet og knivdrabet på Anton Njie. (Politifoto)
2 af 3 Blomster og mindesord på Strøget i dagene efter knivdrabet. (Foto: Jens Dresling)
3 af 3 Den 19-årige gymnasieelev Anton Njie blev stukket flere gange med kniv, da han nægtede at udlevere sin hue til en flok berusede jævnaldrende. (Foto: Jan Sommer)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere