'Hitler'-Thomas fængslet for pistol

Tidligere krigsminister i Bandidos, Thomas Nakaba, sendt bag tremmer for våbenbesiddelse

Thomas Nakaba er eks-rocker og tidligere medlem af den nazistiske gruppe Combat 18. (Foto: Kristian Linnemann)
Thomas Nakaba er eks-rocker og tidligere medlem af den nazistiske gruppe Combat 18. (Foto: Kristian Linnemann)

Han erkender at have haft en pistol i lommen, da civile politifolk i går anholdt ham i Jægersborggade på Nørrebro i København.

Thomas Nakaba har prøvet turen mange gange før. Den 38-årige eks-rocker har et alenlangt synderegister og var indtil for få måneder siden 'krigsminister' i Bandidos. Her blev han ekskluderet og har siden levet som fredløs og i bad standing.

I går formiddags blev han sammen med fem andre anholdt i en hashbule i Jægersborggade under en rutinemæssig ransagning. I dag blev han i Københavns Dommervagt fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet 26 dage.

Sammen med sin kammerat Thomas Josic har Nakaba været efterlyst for et voldeligt røveri på Vestegnen.