Betjente: Vi går, hvis kolleger dømmes

- Det er uholdbart, hvis landsretten fastholder, at tre betjente er voldsmænd, siger betjente. 14 københavnske politifolk truer med at gå, hvis dommen fastholdes

Dette er ikke en fælles jobansøgning. Men billedet af de 14 betjente foran Københavns Byret kan blive det, hvis landsretten fastholder byrettens dom om, at deres kolleger er voldsforbrydere. (Foto: Jakob Jørgensen)
Dette er ikke en fælles jobansøgning. Men billedet af de 14 betjente foran Københavns Byret kan blive det, hvis landsretten fastholder byrettens dom om, at deres kolleger er voldsforbrydere. (Foto: Jakob Jørgensen)

Efter at tre betjente i forrige uge blev dømt for vold, truer 14 københavnske politifolk nu med at gå, hvis også landsretten fastholder, at deres kolleger er voldsmænd.

Men opbakningen til de dømte kan samtidig opfattes som et hidtil uset angreb på retsvæsenet og som statstjenestemænds forsøg på at presse systemet til en afgørelse, der passer politifolkene bedre.

- Sådan må det så være. Det handler ikke om pression, men om ret og rimelighed. Og vi kan ikke leve med den dom, som tre gode og samvittighedsfulde kolleger har fået i byretten, siger en af de 14, politiassistent Anders Reinholdt fra Station Bellahøj i København til Ekstra Bladet.

I forrige uge idømte Københavns Byret tre politifolk fængselsstraffe for deres rolle i de gadekampe, der fulgte efter rydningen af Ungdomshuset i København 1. marts i fjor. Adskillige politifolk er frustrerede over dommen, men har dog valgt ikke at stå frem, oplyser de 14 københavnske betjente.

Vidner bekræftede
På grundlag af vidneforklaringer fandt retten, at politifolkene grundløst tævede en 17-årig dreng med knipler på åben gade, og at to af dem også tævede og truede ham, da han var anbragt i patruljevognen. Sidste del af den omstridte afgørelse er alene baseret på drengens forklaring.

- Vi tager afstand fra hele dommen, men specielt sidste del er helt uforståelig. Man tilsidesætter uden videre tre kollegers forklaring til fordel for den 17-åriges.

- Det er vist ikke så svært at forestille sig, hvad det fremover betyder for politiets arbejde. Vi kan ikke risikere at tage en anholdt med i bilen, fordi vedkommende så kan få alle dømt ved at fortælle, at han er blevet tævet og truet inde i patruljevognen. Det er ikke holdbart, mener Anders Reinholdt.

Han og kollegerne fremhæver især det kommende klima-topmøde i København næste år. Hvis den omstridte dom står fast, forudser de et utal af situationer, hvor de anholdtes forklaringer - og ikke betjentenes - lægges til grund i senere retssager.

- Så risikerer vi alle at blive dømt. Først skal vi altså gå med frygten for at få sten i hovedet. Derpå risikerer vi også at skulle igennem retsmaskineriet. Det er det simpelt hen ikke værd, konstaterer Anders Reinholdt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere