Bilist brækkede arm på dreng

Afhøringer onsdag eftermiddag skal afklare om bilist sigtes for vold efter at 15-årig dreng fik brækket arm under såkaldt civil anholdelse

Politiet måtte fragte en 15-årig til skadestuen med en brækket arm efter at en borger havde anholdt knægten på 'en civil måde'. (Foto: colourbox.com)
Politiet måtte fragte en 15-årig til skadestuen med en brækket arm efter at en borger havde anholdt knægten på 'en civil måde'. (Foto: colourbox.com)

En 15-årig dreng skal sammen med sin mor til afhøring hos politiet torsdag eftermiddag efter at han i går fik brækket sin arm under en såkaldt civil anholdelse.

Dramaet fandt sted i Rønne, hvor et par teenagedrenge kastede med kastanjer efter biler.

En 35-årig mand fik en lille bule i sin bil og tændte fuldstændigt af.

Han jagtede drengene rundt i byen og fik også fat i dem.

Den ene blev med politiets ord smidt på 'røv og albuer' hen ad asfalten og fik en hel del hudafskrabninger. Og under tumulten tog manden kvælertag på drengen. Men hans civile anholdelse 'lykkedes' og han fik drengene med sig.

Grædende dreng
-Manden mødte op på politistationen med en stortudende 15-årig, fortæller vagtchef Henrik Ejby, Bornholms Politi til ekstrabladet.dk

Og tårerne havde en årsag.

Drengen havde nemlig fået brækket sin ene arm under anholdelsen, viste det sig, og politiet måtte prompte fragte ham til skadestuen.

Drengestreger
Drengen har siden anmeldt bilisten for vold.

- Drengen bliver afhørt grundigt her i eftermiddag, før vi beslutter hvad der videre skal ske, siger Jan Egelund, Bornholms Politi.

Bilisten risikerer en voldssigtelse.