Danske ekstremister griber til våben

Politiets Efterretningstjeneste advarer mod en optrapning af vold i de ekstreme miljøer

PET frygter flere våben hos de danske nazister og antiracister.(Foto: Tine Harden)
PET frygter flere våben hos de danske nazister og antiracister.(Foto: Tine Harden)

De yderligtgående aktivister på både venstre- og højrefløjen i Danmark bliver nøje efterforsket af Politiets Efterretningstjeneste. Og i den netop offentliggjorte årsberetning melder tjenesten, at der er grund til bekymring.

Der har nemlig de seneste år været et stigende antal sammenstød mellem disse aktivister i de ekstreme miljøer. Selv om det samlede antal af konfrontationer er lavt, så bliver kampene mere og mere voldelige. I højere og højere grad ser politiet også, at ekstremisterne har grebet til våben, og at de forsøger at skaffe flere og flere våben.

Afdækker hinanden
- Der er tale om en voldelig optrapning, som PET er meget opmærksom på. Hvis våben inddrages i konfrontationerne, vil det medføre en betydelig eskalering af konfrontationernes voldsomhed, siger chefen for PET Jakob Scharf og fortsætter:

- Konfrontationerne får mere og mere karakter af organiseret voldsudøvelse, og vi har ligeledes set, at højre- og venstreekstremister gennemfører målrettede aktioner med det formål at afdække og eksponere hinandens aktiviteter. Disse aktioner har ofte karakter af privat efterretningsvirksomhed, hvilket i sig selv er betænkeligt, og de selvbestaltede agenter går rent ud sagt i vejen for PET’s efterforskning.