For farlig til Sct. Hans hospital

Jønke stadig fængslet, efter at han blev overfaldet - den fremtrædende rocker skal mentalundersøges i sikringsanstalt nr. 1 i stedet for på det psykiatriske hospital i Roskilde

Hvis det lykkes at få Jønke erklæret farlig, kan han spærres inde på ubestemt tid. (Foto: Johnny Frederiksen)
Hvis det lykkes at få Jønke erklæret farlig, kan han spærres inde på ubestemt tid. (Foto: Johnny Frederiksen)
Han har haft adresse i mange af landets fængsler og arresthuse, og nu kommer Jønke Nielsen også til at stifte bekendtskab med Danmarks svar på fængselsøen Alcatraz – den sikrede afdeling på Retspsykiatrisk Afdeling på Amtssygehuset Nykøbing Sjælland.

Under onsdagens fristforlængelse ved Københavns Byret besluttede dommer Jens Stausbøll nemlig at den kommende mentalundersøgelse af Jønke skal ske her og ikke på det psykiatriske hospital Sct. Hans.

Dette hospital var i første omgang udpeget som stedet, hvor mentalundersøgelsen skulle finde sted.

Men her føler man sig ikke i stand til at løfte opgaven. Jønke er simpelt hen for farlig, har hospitalet forklaret i et brev til Jønkes forsvarer Michael Juul Eriksen, som denne læste op under gårsdagens retsmøde.

Ingen relevante erklæringer
Samtidig erkender hospitalet, at de ikke har indhentet nogen former for objektive eller relevante erklæringer fra eksempelvis steder, hvor Jønke tidligere har afsonet.

– Psykiatrien har kun kendskab til Jørn Jønke Nielsen fra omtale i medierne, har Anette Gjerris, vicedirektør ved Region Hovedstadens Psykiatri, skrevet til Juul Eriksen i korrespondancen mellem de to, og som ligeledes blev læst op.

Selv om de således kun har overfladisk kendskab til Jønke, mener de ikke, at det er nødvendigt at indhente yderligere oplysninger.

– Det skal bemærkes, at vi er af den opfattelse, at det i den konkrete situation ikke vil tjene noget formål at indhente yderligere oplysninger om Jørn Jønke Nielsen, lyder det i svaret til Juul Eriksen.

– Hvordan kan de bedømme ham som farlig, allerede inden han er blevet undersøgt. Han er jo dømt på forhånd, lød det fra Juul Eriksen efter retsmødet.

Det var ikke muligt at få en kommentar hos Region Hovedstadens Psykiatri, da man ikke ønsker at kommentere konkrete personsager.

Fortsat fængslet
Ved gårsdagens retsmøde fik Jønke ligeledes forlænget sin varetægtsfængsling i yderligere fire uger.

– I begyndelsen sad han varetægtsfængslet på grund af muligheden for at kunne påvirke sagen. Men efterforskningen er afsluttet, og nu sidder han alene på risikoen for, at han vil begå lignende kriminalitet, siger Rikke Skov.

Mens Jønkes 24-årige kammerat, der også var involveret i slagsmålet er blevet løsladt, er deres 22-årige modstander fra slagsmålet stadig varetægtsfængslet. Han er også godt kendt af politiet. Blandt andet for flere grove voldsepisoder.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen