Grædende otteårig fundet: Derfor forsvandt han

Et vidneudsagn førte til fund af den forsvundne otteårige Alhassan Damary

Den otteårige Alhassan Damary, som blev meldt forsvundet af sin mor fredag aften, er fundet i god behold.

Et vidneudsagn førte politiet på sporet af drengen, der tilsyneladende havde valgt at overnattet hos en veninde, uden at fortælle det til sin mor.

- Vi er meget glade for, drengen er fundet i god behold. Han er nu på vej hjem til sin mor, siger Peter Grønbek, vagtchef hos Københavns Vestegns Politi.

Se også: Forsvundet otteårig er fundet

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger bor veninden også i Bymuren i Hvidovre.

Barnet var tilsyneladende ikke selv klar over, at hans mor havde meldt ham savnet.

Han var derfor dybt ulykkelig over al postyret, og græd efter han endelig blev genforenet med sin mor, oplyser Ekstra Bladets mand på stedet.

Alhassan gik ud for at fodre ænder fredag aften. (Foto: Vestegnens Politi)
Alhassan gik ud for at fodre ænder fredag aften. (Foto: Vestegnens Politi)

Det var Alhassans mor, der kontaktede politiet fredag aften.

Hendes søn var iført blå plastiktræsko gået ud for at fodre ænder, og da han ikke kom hjem, blev hun bekymret og kontaktede politiet.

Det fik Vestegnens Politi til at iværksætte en stor eftersøgningsaktion med adskillige hundepatruljer, varmesøgende udstyr og en helikopter, som blev rekvireret fra Jylland.

Allerede tidligt lørdag morgen kunne politiet slå fast, at den otteårige ikke var druknet i søen.

Sammen med politiets hundepatruljer gik flere unge mænd og børn rundt i området, mens de kaldte på den unge Alhassan.

Se også: Unge venner kalder på forsvundet otteårig

Ekstra Bladet har desuden talt med flere af beboerne i opgangen, hvor den otteårige bor, og de undrede sig alle over drengens forsvinden.

- Han overnattede hos sin ven uden at give familien besked, siger Eda Bayhan, som bor i opgangen, til Ekstra Bladet.