Dansk dreng forsvandt på ulve-ø

16-årig blev smidt af skoleskibet 'Silvermoon' ved spansk ferieø. 22-årig kaptajn anholdt, men det handler mest om at det socialpædagogiske projekt ikke havde orden i papirerne

Silvermoon er et pædagogisk projekt, som nu undersøges af spansk politi
Silvermoon er et pædagogisk projekt, som nu undersøges af spansk politi

En 16-årig dansk dreng forsvandt tirsdag morgen klokken 9:00 fra skoleskibet ’Silvermoon’ ved den spanske ferieø ’Isla det Lobos - ’Ulveøen’. I følge spansk tv var drengen blevet smidt af skibet og efterladt på ferieøen ud fra Fuerteventura, fordi han havde lavet ballade. Drengen dukkede op igen 27 timer senere i selskab med politiet, hvor en blot 22-årig dansk kaptajn blev anholdt.

- Ja, det er rigtigt, at vores kaptajn blev anholdt. Men at drengen skulle være blevet efterladt på øen som straf passer ikke. Sagen handler om, at vi ikke har haft vores papirer i orden. Dét beklager vi selvfølgelig, siger Kim Lundin, ansvarlig for det socialpædagogiske projekt Oceanlife.dk.

Ifølge Kim Lundin har den 16-årige knægt, som han betegner som ’desorienteret’, vandret rundt på stranden ved en nationalpark, hvor en parkvagt har henvendt sig til ham og hev ham med på politistationen i Fuerteventura.

- Dagen efter blev kaptajnen anholdt. Han er løsladt igen efter forældrene konfirmerede, at drengen havde lov til at være i vores varetægt, siger Kim Lundin.