Dræbte eks og deres to børn

Martin Petersen blev i dag idømt fængsel på livstid. Den 32-årige mand havde aldrig opgivet drømmen om at få kæresten tilbage. Det kostede Yvonne og deres to børn livet

Yvonne ville ikke tage Martin tilbage. Det kostede hende livet. (privatfoto)
Yvonne ville ikke tage Martin tilbage. Det kostede hende livet. (privatfoto)

Martin Petersen, 32, havde aldrig opgivet håbet om at få sin tidligere kæreste, Yvonne Bøttcher Hoffmann, 24, tilbage, selv om hun droppede ham et halvt år tidligere. Han havde trods alt været sammen med hende, siden hun var 15 år. Desuden havde de sammen fået børnene Julian, seks år, og Søs på fire år.

Hver anden uge havde Martin børnene hos sig. Men Yvonne havde endegyldigt gjort op med sig selv, at hun aldrig igen ville være kæreste med manden, som på det seneste havde optrådt mere og mere truende.

I desperation havde Martin flere gange tryglet Yvonnes familie om at overtale kvinden til at genoptage samlivet.

Det blev aldrig til noget. Det endte i stedet i en tragedie. I går fik han livsvarig fængsel og skal anbringes på en psykiatrisk institution til straffen kan fuldbyrdes.

Livrem om halsen
Lørdag morgen 6. januar sidste år satte den 32-årige sig på sin blå knallert og kørte til Hvedemarken 33 i Sønderborg , hvor eks-kæresten boede med børnene. Her ringede han uanmeldt på døren og blev lukket ind.

Mens børnene fortsatte med at se fjernsyn i stuen, stod deres mor og far i soveværelset og diskuterede. Martin ville have tilgivelse og genoptage parforholdet. Det afslog Yvonne.

På det tidspunkt kortsluttede den 32-årige. Pludselig klemte han hårdt med begge hænder om kvindens hals. Han ville være helt sikker på, hun døde. Derfor fastholdt han grebet i mindst ti minutter og strammede derpå en livrem om hendes hals. Yvonne Bøttcher Hoffmann døde af kværkning.

Hentede køkkenkniv
Mens han efterlod den 24-årige liggende på gulvet, gik Martin ind til børnene i stuen og røg en cigaret.

Han slukkede gløden og gik ud i køkkenet, hvor han hentede en stor køkkenkniv. Søs var i mellemtiden kravlet ind i sengen. Her kastede Martin sig over hende med kniven, mens den fireårige fortvivlet forsøgte at værge for sig med hænderne. Alligevel blev hun snittet fra øre til øre.

Manden undgik derfor ikke at få blod på hænderne, da han også kvalte sin datter i mindst ti minutter. Da Martin havde forvisset sig om, at pigen var død, gik han ud og vaskede sine hænder. Tilbage i stuen røg han endnu en cigaret. Julian lå på sofaen.

Jeg er blevet syg
Martin skoddede cigaretten og gik hen og tog kvælertag på sønnen, der desperat fægtede med armene. Den seksårige kunne ikke forsvare sig. Også han blev kvalt i mindst ti minutter.

Den 32-årige drabsmand hentede en ny kniv i køkkenet og begyndte at skære i sit venstre håndled. Men det var ikke med samme beslutsomhed, som da han ombragte de to børn og deres mor. I stedet tændte Martin Petersen en ny cigaret og ringede til sin far.

– Jeg er blevet syg. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men de er døde, sagde han i telefonen.

Faderen kørte til lejligheden på Hvedemarken og tilkaldte politiet.

1 af 2 Julian og Søs blev slået ihjel af deres syge far i en vanvittig blodrus (Privatfoto)
2 af 2 Yvonne ville ikke tage Martin tilbage. Det kostede hende livet. (privatfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen