Danmark stod i flammer i nat

Landet over har unge med indvandrerbaggrund hærget og brændt biler og skoler af. Sjælland er hårdest ramt

Værebroskolen i Bagsværd er blevet mindst en bygning mindre. (Foto: Kristian Linnemann)
Værebroskolen i Bagsværd er blevet mindst en bygning mindre. (Foto: Kristian Linnemann)

For sjette nat i træk er København, resten af Sjælland og Århus plaget af brandstiftelser og hærværk udført af unge med anden etnisk baggrund. Desuden er flere unge anholdt for at kaste sten mod patruljevognene... Politiet har haft travlt igen i nat.

Igen i nat har balladen i København været koncentreret om Nørrebro og Nordvest-kvarteret, men også i Valby forsøgte unge at sætte ild til en parkeret bil ved hjælp af en molotovcocktail.

Nattens småskærmydsler fra København har ført til syv anholdelser af unge. Alle er mellem 15 og 17 år gamle.

- Det er børnene der er ude at lege røvere og soldater, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns politi Lau Thygesen til ekstrabladet.dk.

Skolerne brænder
Det var angiveligt også unge indvandrerdrenge, der satte ild på Magistervejens Skole i Københavns Nordvestkvarter. Skadernes omfang er endnu ikke kendt.

Til gengæld kunne noget tyde på, at politiet tager et nyt middel i brug for at dæmme op for bølgen af hærværk, vold og brandstiftelse. Ofte ville ballade af den slags føre til sigtelser for overtrædelse af politivedtægten. Men i nat har politiet i København valgt at sigte efter hårdere paragraffer, så de unge kan fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.

I Bagsværd gik en af bygningerne på Værebroskolen op i flammer, og i det nærliggende Høje Gladsaxe var brandvæsenet aftenen og natten igennem også travlt optaget af at slukke småbrande over det hele.

Politiet har intensiveret patruljeringerne omkring skolerne.

Ifølge den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Jakob Kristensen, orkestreres uroen af det små grupper på 5-10 personer.

- I starten så vi meget, at brandene blev påsat for at lokke brandfolk og betjente i baghold. Det er ikke billedet i nat. Nu går det vist mest af alt ud på at vælte biler, sætte ild til dem og stikke af, siger Jakob Kristensen.

Blandt andet sigtes en 15-årig dreng for at kaste en brosten mod frontruden på en patruljevogn.

Sjælland hårdt ramt
I Greve satte omkring 15 unge drenge ild til intet mindre end otte biler på en parkeringsplads og en tankstation blev udsat for hærværk. Da politiet dukkede op, blev de mødt af stenkast. Det lykkedes ordensmagten at få splittet gruppen af ballademagere, til gengæld er der ingen anholdte.

Det er der til gengæld i Kalundborg, der også har været plaget af småbrande natten igennem. To unge er anholdt.

Også i Norsjælland er det gået hedt for sig.

- Fra klokken 20.25 til 20.50 modtog vi 12 anmeldelser om, at biler var blevet sat i brand. Det er koncentreret omkring Holmegårdsparken, Islandshøjparken og Mellemengen. Vi har ikke anholdt nogen, og der er ikke forsamlet større grupper af unge nogen steder nu og her, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Henrik Hattel, og tilføjer, at brandvæsenet Indtil videre har kunnet arbejde i fred.

I Birkerød er to biler blev stukket i brand ved en bilforhandler, mens en enkelt bil står og brænder i parkeringskælderen under Nygårdsterrasserne i Farum Midtpunkt.

Der var masser af små containerbrande rundt om i andre sjællandske byer.

Århus i flammer
Også i landets næststørste by har det været en travl nat.

Politi og brandvæsen blev igen bombarderet med store sten, kastet af vrede unge. Urolighederne bredte sig denne gang fra Gellerup til Viby og Risskov, hvor unge satte ild til containere. Brandvæsenet rykkede ud til mindst 17 påsatte brande rundt omkring i Århus. Det oplyser Østjyllands Politi.

En 17-årig mand, der kastede brosten mod en patruljevogn er blevet anholdt.

I odense har der været et par påsatte brande i nogle containere i forstaden Dalum. Vagtchefen ved Fyns Politi ved dog ikke, om det har forbindelse til urolighederne i resten af landet.

1 af 2 Denne gummiged fra Tinbjerg blev også flammernes bytte. (Foto: Kristian Linnemann)
2 af 2 Værebroskolen i Bagsværd er blevet mindst en bygning mindre. (Foto: Kristian Linnemann)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere