Baby levende begravet

For at skjule kærestens graviditet begravede en indonesisk mand sit nyfødte barn i sin baghave

En 38-årig indonesisk mand er af retten i Malaysia blevet dømt til fem års fængsel for at have begravet sin nyfødte baby levende.

Babyen blev begravet i et lille hul, som han havde gravet bag huset, hvor han boede sammen med kæresten.

Ramlee Basaruddin erkendte sig skyldig i at have begravet babyen den 8. januar for at skjule, at kæresten havde født. Han tog barnet fra sin 20-årige kæreste, der havde født klokken fire samme morgen.

Dommeren i retssagen fandt hændelsen afskyelig og ud over det sædvanlige.

- Jeg kan ikke fatte den ondskab, som du har udvist. At begrave sit eget barn, når det er ens ansvar som far at beskytte og opfostre sit afkom. Selv om denne ret kun kan idømme dig en fem-årig straf, fortjener din grusomme handling en langt hårdere straf, sagde dommeren, da han tilkendte manden fem år, ifølge det lokale dagblad New Strais Times.

Ramlee Basaruddin kan ligeledes se frem til et ekstra år bag tremmer for at have opholdt sig ulovligt i landet.