Mand såret af skud

En yngre mand blev onsdag aften ramt af skud i hånden i Brøndby Strand

En mand fra Brøndby Strand kom muligvis til at skyde sig selv i hånden her til aften. (Foto: Gert Jensen)
En mand fra Brøndby Strand kom muligvis til at skyde sig selv i hånden her til aften. (Foto: Gert Jensen)

En yngre mand blev onsdag aften ramt af et skud i hånden i Brøndby Strand syd for København, oplyser politiet, der endnu tidligt torsdag morgen ikke vidste, hvad der var sket, eller hvor det var sket.

Skuddet gik igennem hånden og fortsatte ind i mandens underarm. Han blev bragt til skadestuen af en kammerat, og kort efter dukkede yderligere en halv snes af hans kammerater op ved Glostrup Sygehus.

Vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi ville ikke afvise, at der var tale om et vådeskud, men kunne ikke oplyse yderligere om episoden.