Pyroman løs i Hjørring

For anden gang på få dage blev Hjørring tidligt i morges ramt af en påsat brand. Politiet er ikke længere i tvivl. En pyroman er løs i byen

Fire biler udbrændte fuldstændigt ved morgenens brand i et garageanlæg i Hjørring. (Arkivfoto: Johnny Frederiksen)
Fire biler udbrændte fuldstændigt ved morgenens brand i et garageanlæg i Hjørring. (Arkivfoto: Johnny Frederiksen)

For anden gang på få dage er Hjørring ramt af en brand i et garageanlæg. Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, så er ordensmagten ikke længere i tvivl. Der er en pyroman løs i byen.

Klokken 4.55 i morges var det et garageanlæg i et beboelsesområde på Nordborgvej, det gik ud over. Her udbrændte fire biler fuldstændigt, mens en femte blev alvorligt skadet af flammerne.

- Branden er helt sikker påsat, siger vagtchef Frank Liltorp til ekstrabladet.dk.

Ifølge Nordjyllands Politi er gerningsmanden formentlig den samme, som for få dage siden startede en lignende brand på Buen i Hjørring.