21-årig mand anholdt for voldtægt

Politiet i Sønderborg har anholdt en 21-årig mand og sigtet ham for voldtægt af en 18-årig kvinde søndag morgen

Voldtægten skete søndag morgen mellem klokken 02.30 og 03.50 i Sønderborgs centrum. (Arkivfoto: Joachim Ladefoged)
Voldtægten skete søndag morgen mellem klokken 02.30 og 03.50 i Sønderborgs centrum. (Arkivfoto: Joachim Ladefoged)

En 21-årig mand blev søndag anholdt og sigtet for voldtægt af en 18-årig kvinde i Sønderborg tidligt søndag morgen.

Manden blev afhørt søndag aften, og politiet forventer at fremstille ham i grundlovsforhør i løbet af i dag.

Voldtægten skete mellem kl. 02.30 og 03.50 i Havbogade under Chr. D. X’s Bro tæt ved havnen.

Kvinden var på vej ned ad en trappe mod en skøjtebane, da hun blev overfaldet bagfra af en mand.

Han holdt hende for munden og slæbte hende hen under broen, hvor han beordrede hende til at tage tøjet af og gennemførte voldtægten.