6 elever skudt i Las Vegas

Seks gymnasieelever blev ramt af skud, da de steg af skolebus i Las Vegas. To er alvorligt sårede

Seks gymnasieelever blev natten til onsdag dansk tid kvæstet af skud, da de stod af en skolebus i Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada.

- Der er ingen dræbte, men to af de unge – en 17-årig og en 18-årig dreng - er alvorligt sårede af skud i torsoen, oplyser polititalsmand Bill Cassell.

De seks sårede blev kørt til behandling på nærliggende hospitaler. Fire af dem har mindre kvæstelser, mens politiet betegner de to andres tilstand som alvorlig.

Lød som fyrværkeri
Archie Gorai, 22 år, var ved at pakke julegaver ind, da han hørte otte skud.

- Jeg sagde til min kone, at det var skud. Hun troede, at det var fyrværkeri, siger Gorai til avisen Las Vegas Review Journal.

Mindst to personer menes at have stået bag skyderiet, der fandt sted nær to folkeskoler. Skolebussen kom imidlertid fra Mojave High School - et gymnasium med 2300 elever.