Væbnet røveri mod kontantløs bank

Mandag eftermiddag blev en Danske Bank udsat for et væbnet røveri. Røverne vidste bare ikke, at der var tale om en kontantløs bank

Kort før halv to mandag eftermiddag trængte to mænd ind i en Danske Bank på Hovedgaden i Havdrup og begik væbnet røveri. Udstyret med en kniv og en pistol truede de personalet til at udlevere kassebeholdningen, men de to røvere har mildest talt ikke lavet deres research godt nok. For de begik røveri mod en kontantløs bank.

- De har ikke været særlig godt forberedte og virker rimelig uprofessionelle. Det er jo en forudsætning, at man blandt andet har undersøgt udbytte-mulighederne, men nu vandrede de altså ind i en pengeløs bank, fortæller politikommissær fra Midt- og Vestsjællands Politi Søren Danielsen til ekstrabladet.dk.

De to gerningsmænd fik dog udbetalt et mindre beløb, men ifølge Søren Danielsen skal der her virkelig lægges vægt på mindre.

Røverne forsvandt efterfølgende til fods. Formentlig ad Møllemarken mod Brugsen, men de har muligvis haft et køretøj stående i nærheden. De to røvere er dog blevet foreviget på overvågningskameraene.

Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne høre fra vidner eller andre, der har oplysninger i sagen på tlf.: 4635 1448.

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4