Springsteen-arbejder stukket ned

En amerikansk mand, der arbejder for Bruce Springsteen, blev i nat stukket ned på et hotel i København

De to mænd blev anholdt kort efter overfaldet rundt om hjørnet fra Hotel Front. (Foto: localeyes)
De to mænd blev anholdt kort efter overfaldet rundt om hjørnet fra Hotel Front. (Foto: localeyes)

To amerikanske turister fik en noget ubehagelig slutning på deres ophold i København, da de i nat blev overfaldet og stukket ned på deres hotel.

De to amerikanere var kommet i snak med to herboende udlændinge på spillestedet Vega, og de fire mænd besluttede sig for at dele en taxa hjemad. Undervejs i taxaen kom de fire imidlertid op at diskutere.

- De begyndte at diskutere amerikansk politik og den amerikanske indblanding rundt omkring i verden. Da taxaen nåede Hotel Front, hvor amerikanerne boede, blev de pludselig afkrævet flere penge end aftalt fra deres medpassagerer. Amerikanerne nægtede imidlertid at betale og gik ind på deres hotel. Da de var på vej ind i elevatoren i lobbyen, kom de to mænd pludselig løbende og stak den ene mand i låret, oplyser den centrale efterforskningsleder René Hansen til ekstrabladet.dk.

Amerikaneren, som var i byen i forbindelse med arbejde på Bruce Springsteen-koncerten lørdag, fik et to cm. dybt stiksår i låret. Han var selv i stand til at gå ud til ambulancen, er blevet syet og udskrevet fra hospitalet igen. De to gerningsmænd blev dog anholdt kort efter i nærheden af gerningsstedet. De bliver formentligt sigtet for grov vold.