Sag om barnelig tæt på opklaring

Retsmedicinere har fundet en DNA-profil på det babylig, der i sommer blev fundet i Odense Å

Denne afskedshilsen på en sten blev fundet ved det sted, hvor barneliget blev fundet i Odense Å i sommer. (Politifoto)
Denne afskedshilsen på en sten blev fundet ved det sted, hvor barneliget blev fundet i Odense Å i sommer. (Politifoto)

Fyns Politi i Odense står overfor et gennembrud i sagen om babyliget, der blev fundet i Odense Å.

- Det er så nyt, at vi ikke en gang har fået papirerne endnu, men jeg har fået at vide, at retsmedicinerne har fundet en DNA-profil på den lille dreng, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi til ekstrabladet.dk.

På baggrund af efterforskning og politiets egne registre har 9 kvinder afgivet DNA-prøve i sagen, og de resultater skal nu sammenlignes med barnets DNA-profil for at se om der findes et match.

- Vi håber, at have et resultat i starten af næste uge, siger Henrik Justesen.

Liget var i så dårlig stand, at det indtil nu har været umuligt at få en brugbar DNA-prøve.

Det blev fundet 12. juni under en rensning af Odense Å.

Barnet lå i en pose sammen med en række effekter og sten. På en af stenene stod en afskedshilsen skrevet: 'Undskyld. Hvil i fred. Mor og far elsker dig, min lille dreng'.