Fire fængslet for dødsvold

Fire mænd blev onsdag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet for at have været involveret i en 19-årig mands død ved Christiania sidste år

Khurram Waqar døde, efter han blev gennembanket med køller. (Privatfoto)
Khurram Waqar døde, efter han blev gennembanket med køller. (Privatfoto)

Fire mænd blev onsdag i Dommervagten i København varetægtsfængslet 13 dage i en sag om dødsvold.

19-årige Khurram Waqar vovede sig i maj 2006 ind i fristaden for at sælge et par gram hash. Det kostede brutale tæsk med køller, et knust kranie og livet.

De fire er sigtet for med grov vold at have dræbt Khurram Waqar, men nægter sig alle skyldige.

Det dødelige overfald kostede for et par måneder siden en 22-årig mand syv års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark. Han har dog anket straffen til Højesteret.